Skip to the content

LandboUngdom bød på faglig viden og et godt grin

LandboUngdom på Bygholm Landbrugsskole
Der var fyldt op til LU-arrangement på Bygholm Landbrugsskole - foto: Dorthe Friis Griepentrog

Tirsdag den 7. maj var ca. 175 elever fra Kjærgård, Grindsted, Gråsten og Bygholm Landbrugsskoler samlet til en inspirationsdag arrangeret af LandboUngdom.

Denne gang var det Bygholm Landbrugsskole, der inviterede eleverne indenfor - og som altid bød denne dag på masser af faglig viden, inspirerende oplæg og socialt netværk.

Eleverne havde allerede hjemmefra meldt sig ind på et hold der omhandlede emnerne kvæg, svin, mark eller fremtidens landbrug. Hos kvægholdet var Viking Danmark på besøg, og tog de kvæginteresserede elever igennem koens brunstcyklus.

Viden om koens cyklus kan nemlig fortælle meget mere end blot, hvornår koen er i brunst og det optimale tidspunkt for inseminering. Eleverne fik samtidig også selv lov til at føle sig frem ved at se og røre koens organer.

Hos holdet med ”Fremtidens Landbrug” var Katrine Christensen på besøg til en snak om, hvad der kan produceres af mad fremadrettet, hvor de mange klimaforandringer bliver tænkt ind. Så her blev der tænkt store tanker om biogasanlæg og brug af insekter og melorme - ikke kun i foder til dyr men også i fødevarer.

Forventningsafstemning er en vigtig ting

Efter frokost var eftermiddagen delt op i 3 forskellige oplæg:

  • Fællesskab/Netværk
  • Forventningsafstemning
  • Sikkerhed i landbruget

Også her var der masser af viden at tage med sig hjem – især når eleverne inden længe skal ud i den første praktik hos en arbejdsgiver.

”Sørg for at få afstemt forventningerne med hinanden så snart du starter på et nyt job, så mulige konflikter undgås eller bliver taget i opløbet. Alle de formelle ting er aftalt i kontrakten, så det kan være små – men stadig vigtige – ting, der kan være godt at få aftalt," fortalte arbejdsgiver Marie Schougaard fra Avlscenter Kauergaard.

LandboUngdom – en forening med mangfoldighed

Dagen blev sluttet af med et underholdende indslag af standup komiker Mahamad Habane, hvor lattermusklerne i den grad blev rørt, og Jacob Hollender fra LandboUngdom Sønderjylland kunne glæde sig over en succesfuld dag.

”Vi afholder denne dag for at vise eleverne, at LandboUngdom ikke kun er traktortræk og sociale arrangementer, men at vi også gerne vil vise den faglige side af foreningen. Og så er det også vigtigt at fortælle eleverne om LandboUngdom" siger regionsformand Jacob Hollender og fortsætter:

"Vi vil gerne vise, at der i LandboUngdom er mangfoldighed og bredde, og at foreningen ikke kun er for landmænd men også for tømrer, murer, sygeplejerskestuderende m.m. Hovedsagen er, at man har interessen for livet på landet."

Nyheder

Quiz, kanotur og andre konkurrencer til 'VM' i Landtur

Man skulle både være kløgtig og skarp for at vinde, da Region Vendsyssel LandboUngdom mandag d. 24. juni afholdt 'VM' i Landtur med mere end 40 deltagere.

Valgflæsk og debat på menuen til valgmøde

Omkring 100 mennesker mødte op, da Fyns LandboUngdom i samarbejde med Centrovice og Dalum Landbrugsskole afholdt valgmøde i Odense tirsdag aften.

Norge vs. Danmark

Hvis man kigger ud over sin egen næsetip, kan man ofte blive klogere. Derfor har LU Bladet kigget mod nord og vores norske venner fra Norsk Bygdeungdomslag, der er Norges svar på LandboUngdom.