Skip to the content

Historisk DM-guld i pløjning

Søren Korsgaard indstiller sin plov under flækningen til DM i pløjning 2019

Som den første nogensinde vandt Søren Korsgaard fra Holstebro sit 10. DM, da han fredag og lørdag var bedst med traktor og vendeplov til LandboUngdoms DM ved Gørlev på Vestsjælland.

Konkurrencepløjning med vendeplov har fået sin helt egen konge i Danmark. Søren Korsgaard leverede fredag og lørdag et imponerende arbejde, og han kunne fortjent lade sig hylde som DM-vinder for 10. gang.

”Jeg er rigtig godt tilfreds. Ude i traktoren tænkte jeg godt på, det kunne blive 10. titel, og det gjorde mig faktisk glad, og jeg kunne nyde det,” siger Søren Korsgaard og storroser samtidig arrangørerne fra LandboUngdom Region Øst.

”Det har været et vildt godt stævne, alt spillede. Grønjorden var virkelig lækker, flot og ensartet, det var lige så tænderne rendte i vand,” siger Korsgaard, der i år vandt bronze ved VM i USA.

Jesper Madsen fik sølv i senior vendeplov, mens Rasmus Pedersen tog sig af tredjepladsen. Vendeplov havde også en landbrugsklasse for nye pløjere, og her bestod podiet af Peder Ellegaard, Kasper Holmbo Bak og Martin T. Jensen. Juniorrækken blev vundet af Christoffer Dam.

Ung pløjer suveræn i standardplov

Martin Lindberg Velling er den nye helt store stjerne i dansk konkurrencepløjning. Den nu 22-årige gut fra Hobro er stadig junior, men for tredje år i træk var han bedst af alle standardpløjere. Han fik suveræne 223,75 point.

Michael Balle vandt senior standardplov, men med hans 207,5 point var han altså et godt stykke efter Martin Lindberg Velling.

Søren Korsgaard og Martin Lindberg skal i august 2020 repræsentere LandboUngdom og Danmark ved VM i pløjning, der afholdes i Skt. Petersborg.

Se alle resultater her: Resultater fra DM i pløjning 2019