Skip to the content

Når traktortræk er en del af familien

Rød traktor på traktortræk-bane
Foto: Line Sode Hansen

For nogen er traktortræk blot en hobby. For andre er det en del af familielivet. En af dem, som har fået traktortræk ind med modermælken, er 29-årige Nana Holm, der begyndte at køre som 10-årige og i år stiller op til DM i traktortræk med sin Volvo 650.

Når årets traktortrækkere stiller op til start til DM i traktortræk i Brande, vil langt størstedelen af deltagerne være mænd. Men alligevel er der nogle få kvinder på listen til årets mesterskab, og en af dem er Nana Holm, der stiller op i Superstandardklasse 0.

Allerede som 10-årig begyndte Nana Holm at interessere sig for traktortræk, da hun sammen med sin far deltog i et lokalt havetraktortræk-arrangement. Nu er hun 29 år, og interessen og kærligheden til sporten er mindst lige så stor som dengang.

”Min far syntes, at jeg skulle prøve, og det gjorde jeg så, selvom jeg tabte gevaldig meget dengang. To år efter første stævne købte han en amerikansk havetraktor til mig, og siden da har det bare taget fart,” fortæller Nana Holm.

Kørte traktortræk som 16-årig

Nana Holm ente med at køre i de store traktortrækstævner som 16-årig, hvor hun stillede op med sin Volvo 810, og med ét var hun en del af en verden, som primært var domineret af mænd, øl og jargonger, der ikke altid er for sarte øre.

”Men det har aldrig været noget, som har gået mig på. Jeg er vokset op på landet og taget en uddannelse inden for et fag, som også er domineret af mænd. Men man vil nok altid bevise noget, nu når man er kvinde,” siger den garvede traktortrækker, der er uddannet anlægsstruktør.

Nana Holm var ikke den eneste, der fik passionen for traktortræk med hjemmefra. Traktortræk var en del af familien, og også hendes søster, Sara Holm, har været med til traktortrækstævner. Selvom de ikke kører i samme klasse, er der alligevel masser af konkurrence, fortæller hun.

Nana Holm er en af de få kvinder, der stiller op til DM i traktortræk. Hun håber, at flere kvinder vil finde vej ind i sporten. Foto: Jane Gisselmann, Mercantec

Får hjælp på hjemmefronten

Som 25-årig kom familielivet til at fylde for meget, hvorfor hobbyen måtte lægges på hylden. Men efter nogle års pause er Nana Holm tilbage på traktortrækbanen – denne gang med en Volvo 650. Forberedelserne er i fuld gang, humøret er højt, og med sig som trofast støtte har hun sin mand, som hun mødte til et traktortrækstævne i Sdr. Vissing for 10 år siden.

”Der har været masser af forberedelsen. Min mand har hjulpet med ved at skrue lidt på traktoren, og jeg har skulle sætte mig ind i alle reglerne. Forventningen er at gå efter den store sejr. Man må gå all-in, ellers giver det ikke mening at skulle være med,” siger Nana Holm.

Derhjemme har de været gode til at fordele opgaverne, så der er blevet tid til det hele. Nana Holm har måtte tage sig af børnene, mens manden vedligeholder traktoren, og omvendt må hun hoppe på traktoren og kæmpe for sejren, når DM løber af stablen d. 7. september.

”Måske vi en dag køber en ekstra traktor, og det ender med, vi begge skal ud at køre. Men indtil videre er jeg spændt på at komme ud på banen, og mine to børn på 3 og 6 år, som også elsker traktortræk, kommer også til at stå på sidelinjen for at heppe på,” siger Nana Holm.

Vil du med opleve Nana Holm og en masse andre køre i deres traktorer til DM i traktortræk d. 7. september? Køb din billet til arrangementet og den efterfølgende fest her. Følg desuden DM i traktortræks facebookside for de nyeste opdateringer før, under og efter arrangementet.