Skip to the content

Kvalifikation og tilmelding til DM i pløjning

Houlbjerg Møllegaard, Houlbjergvej 16, 8870 Langå.
Her skal DM i pløjning 2020 foregå

2020 er et anderledes år - det gælder også for DM i pløjning. Derfor får du her en artikel målrettet dem, der har lyst til at deltage ved DM i pløjning på Houlbjerg Møllegaard den 10. oktober.

Covid-19 har betydet, at dette års DM er komprimeret til én dag lørdag den 10. oktober 2020, hvor vi afholder både Skole DM, LandboUngdoms DM og veteranernes DM. Til DM kommer alle pløjere kun til at pløje ét pløjefelt, og det er med grønjord. Styregruppen arbejder i skrivende stund med to scenarier for DM:

  1. DM med tilskuere efter de gældende retningslinjer fra myndighederne 
  2. Uden tilskuere

”Vi er godt med i forhold til planlægningen, men corona er jo en joker. Vi holder skruen i vandet, og vi kan godt afvente lidt endnu, før vi tager den endelige beslutning omkring afholdelsen. Vi vil gerne give folk besked hurtigst muligt, men vi vil heller ikke lukke for tilskuere, hvis det viser sig, at det godt kan lade sig gøre at afholde et godt stævne med tilskuere,” siger styregruppeformand Jacob V. Laursen.

Kvalifikation og tilmelding til DM i pløjning

LU-pløjere

LU-pløjere kvalificerer sig fortsat til DM ved regionsstævnet i den region, pløjeren er medlem. Afholder regionen ikke et regionsstævne, skal pløjeren deltage i et lokalt veteranpløjestævne eller et regionsstævne i naboregionen.

Alle LU pløjere har forud for regionsstævnet udfyldt startkortet på deres profil i medlemssystemet under "Pløjning". Det er ikke muligt at deltage i DM uden at have udfyldt startkortet på sin profil.

I år har regionerne fået tildelt et antal pladser til DM, og det er regionen, der fordeler pladserne ud fra fordelingsvejledningen og sørger for at sende en liste med navn og medlemsnummer på de kvalificerede pløjere til lnm@seges.dk  senest 28. september.

Veteranpløjere

For veteranpløjerne sker kvalifikation ved veteranklubbernes kvalifikationsstævner, hvor klubberne ligeledes har et antal pladser, de fordeler blandt vinderne. Hver klub tilmelder deres kvalificerede pløjere til lnm@seges.dk senest 28. september.

Teampløjning

Teampløjning er for nye pløjere, hvor to pløjere deler en traktor og plov og skiftes til at pløje. Teamet pløjer et pløjefelt og bliver bedømt på lige fod med de øvrige pløjere. Det er en god og tryg måde for nye pløjere at starte på, efter de f.eks. har deltaget i skolepløjning, hvor der er fire om at dele en traktor og plov. Teampløjere kan stille op som team to gange til DM, hvorefter de har så meget erfaring, at de stiller op som individuelle pløjere. Et team kvalificerer sig til DM på lige fod med øvrige pløjere i en region, og tæller med i de antal pladser, regionen har fået tildelt til DM.

Stil spørgsmål

DM i pløjning 2020 bliver anderledes end normalt, og du er altid velkommen til at stille spørgsmål – send dem på mail til lnm@seges.dk.

Følg med på dmplov.dk og DM i pløjnings Facebook-side.