Skip to the content

"God dag med masser af fart på"

En gruppe studerende til én af de mange workshop

80 studerende fra uddannelserne agraøkonom og Agro Business Manager deltog torsdag i karrieredag arrangeret i et samarbejde mellem rådgivningsvirksomheden Velas og LandboUngdom.

Målet med dagen var at give de studerende fra Gråsten Landbrugsskole, Dalum Landbrugsskole og Erhvervsakademiet (Jordbrug) viden og inspiration til at få karrieren den vej, de drømmer om.

Oplægsholdere fra mange grene af branchen gav deres bud på gode råd til de kommende ledere i landbruget, og overskrifterne var blandt andet netværk, nytænkning og gåpåmod.

Blandt deltagerne var flere fremtrædende LandboUngdom-medlemmer, og dem mødte LandboUngdoms udsendte reporter til en snak om, hvordan dagen havde været:

Bjørn Nielsen, tidligere næstformand i region MidtVest:

”Man bliver jo lidt klogere hver dag, og det gjorde jeg bestemt også denne dag. Det var en rigtig god dag med masser af fart på. Intensivt med mange forskellige oplægsholdere, og det kunne jeg rigtig godt lide.

Tit til sådan nogle arrangementer, er der lagt op til en masse gruppearbejde, men det er jo det, vi allerede gør på uddannelsen, så jeg synes, det var fint, at der fuld fokus på at høre en masse spændende oplæg.”

Helena Jørgensen, regionrådsformand for Fyns LandboUngdom:

”Det var en god dag, synes jeg. Det sidst oplæg (Christina Yding Hahn Elgaard fra Farmbrella ApS, red.) var virkelig godt. Hun var fantastisk god, og det var fedt med en kvinde, der havde gang i så mange spændende ting. Det var totalt en inspiration for mig. Og fedt at høre, det kan lade sig gøre som kvinde.

Det er altid fedt at komme væk fra skolen og få inputs fra virkeligheden.”

Daniel Kreutzfeldt Rasmussen, formand for Odder-Skanderborg LandboUngdom

”Overordnet var det en rigtig spændende dag med mange gode oplæg. Og jeg fik bekræftet, at rigtig meget handler om det gode netværk. Jeg synes måske tidsplanen var lidt for presset, men jeg fik helt sikkert mange gode inputs med hjem. Og selvom de forskellige oplæg havde meget forskellige pointer, kunne jeg se mig selv i dem alle sammen.

Jeg fik også nogle ideer til, hvad vi kan lave af arrangementer i LandboUngdom med nogle af oplægsholderne”

På LandboUngdom og Velas’ karrieredag kunne de studerende blandt andet møde:

  • Christian Christensen, næstformand Agrinet
  • Daniel Høj, adm. direktør i Sindico Group
  • Britt Rønberg, chefkonsulent hos Konsulenthuset Ballisager A/S
  • Jørn Sønderby, mælkeproducent
  • Anders Peter Andersen, svinekonsulent i Velas
  • Christina Yding Hahn Elgaard, CEO Farmbrella ApS
  • Gyda Bay, COO Food Innovation House