Skip to the content

Pløjestævne med sammenhold og hjælpsomhed

Vinderne af pløjestævnet - foto: Rasmus Kæmpe

LU-året er kommet sløvt i gang, når det kommer til aktiviteter. Corona-restriktioner har lagt en tung dyne over planlægningen af arrangementer – men heldigvis lysner det. Foråret er over os, og det er nu muligt at afholde foreningsaktiviteter udendørs i Danmark.

Ét af de første arrangementer i LandboUngdom efter genåbningen af foreningslivet var et pløjestævne afholdt af Holbæk-Odsherred LandboUngdom og Region Øst lørdag den 20. marts.

Ni pløjere, dommere og frivillige hjælpere havde en forrygende dag ved Hørbygaard nord for Holbæk. Også selvom temperaturen var mere vinterlig end forårsagtig.

”Selvom det var koldt, så var der ingen, der brokkede sig. Det var super fedt at holde stævne, og man kunne mærke på både pløjere og dommere, at alle havde set frem til at komme ud og lave noget og møde andre mennesker,” fortæller Mads Husballe, der var medarrangør af stævnet og er Region Østs repræsentant i landspløjeudvalget.

Sammenhold og hjælpsomhed

Corona-restriktionerne påvirkede planlægningen af arrangementet en smule, og der var for eksempel hverken tilskuere eller grillpølser. Men da først pløjestævnet var i gang, glemte deltagerne alt om nedlukning af Danmark.

”Alle pløjere kom i god tid, så de kunne se pløjestykket, snakke lidt og få gode fifs fra dem, der er erfarne. Så hjalp man hinanden med flækningen og få sat markeringspinde,” fortæller Mads Husballe.

Og Mads’ beskrivelse af starten på arrangementet symboliserer godt, hvor stor en rolle sammenhold og hjælpsomhed spiller til pløjestævner.

”Alle hjælper hinanden, og der er rigtig meget sammenhold. Der er både rutinerede og nye pløjere med, og de gamle er gode til at hjælpe de nye,” fortæller Mads Husballe.

Mens dommerne vurderede de forskellige pløjefelter, gik snakken lystigt blandt deltagerne. Det blev diskuteret udmåling til kiler, jordtyper, rulleskær og meget mere. Og stævnet blev rundet af med uddeling af pokaler til vinderne.