Skip to the content

Vinderen af DM i pløjning kvalificerer sig til VM

Martin Lindberg Velling vinderen af DM i pløjning 2021

Martin Lindberg Velling fra Hobro vandt for femte gang i træk DM i pløjning, som i år var arrangeret af LandboUngdom Region Aalborg.

Over 1400 mennesker var mødt op på Rokkedahl Landbrug ved Nibe for at følge med, da 29 pløjere skulle dyste om titlen som Danmarks bedste pløjer. Hele formiddagen summede gården af traktorer i alle størrelser og aldre.

På fire timer blev markerne omkring Rokkedahl sorte af vendt muld. Og pløjerne brugte al koncentration på at lave de bedste plovfurer. Der blev målt, indstillet og skruet på plove og traktorer efter alle kunstens regler. Ud over et stort antal besøgende, så var der noget særligt over årets DM i pløjning.

“Vi har haft virkelig gode rammer i år. Jorden er god, vejret er godt og Rokkedahl har været nogle rigtig gode samarbejdspartnere. Det har været helt gnidningsfrit, uanset hvad vi er kommet med,” siger pløjeleder Søren Staun. 

Selvom rammerne var i top, så kæmpede dagens vinder lidt med mulden.

“Jeg er vant til grønjord, men i år var det stubjord, vi pløjede i, så det gjorde det lidt svært. Jeg havde faktisk ikke regnet med at vinde i år, for jeg har heller ikke fået trænet ret meget, fordi jeg har været med til at arrangere stævnet,” siger Martin Lindberg Velling.

På trods af pres og en skæv start på sin flækning, så er Martin Lindberg Velling godt tilfreds med sejreren og den femte DM-titel i træk. Han har med dagens resultat på 118,50 point kvalificeret sig til VM i pløjning i Rusland i 2022.

Sidste år måtte DM i pløjning afholdes uden publikum af hensyn til corona-restriktioner. Men i år var fremmødet særligt stort. Og det krævede et stort arbejde fra de ca. 15 frivillige, der har knoklet med billetsalg, hegnopsætning og forplejning af de mange gæster og pløjere i løbet af dagen.

 

Magnus Jensby Krejberg og Anders Andersen bliver juniormestre og kvalificerer sig til Nordisk mesterskab i pløjning. 

 

Her vinderne af alle kategorier til DM 2021

Standardplov Junior

  1. Magnus Jensby Krejberg, Nykøbing Mors.
  2. Jacob Neimann, Hobro.

Standardplov Senior

  1. Martin Lindberg Velling, Hobro.
  2. Flemming Thorsager, Give.
  3. Palle Lind Christensen, Hjørring.

Vendeplov Junior

  1. Anders Andersen, Kjellerup.
  2. Joachim Nørgaard Tang Mouritsen, Frøslev.
  3. Mille Nordquist Hansen, Kjellerup.

Vendeplov Senior

  1. Jesper Madsen, Odder.
  2. Søren Korsgaard, Holstebro.

 Landbrugsklassen

  1. Nis Geertsen, Hanstholm.
  2. Kasper Holmbo Bak, Vils.
  3. Martin T. Jensen, Kjellerup.

 

Klik her og se den detaljerede resultatliste fra DM i pløjning 2021.

Klik her og se den detaljerede resultatliste fra DM i pløjning 2021 for veteranpløjere.