Skip to the content

Blog: Har du plejet dit netværk på det seneste?

Tænker du over, hvordan dit netværk er sammensat? Kører du bare dit eget show? Eller regner du med, at alle løsninger kommer til dig en dag, hvis du passer dine daglige rutiner?
Er det tilfældet, skal der hermed lyde en kraftig opfordring til, at du kommer i gang med at netværke!

Netværk er nemlig så meget mere end bare snak og kaffe-drikkeri. Det er alt lige fra sparring, vejledning, støtte, til noget der giver anledning til refleksion og udvikling af dig selv, hvad enten det er på det personlige plan, eller på det faglige plan.

Et bredt og mangfoldigt netværk med venner/veninder, kan være med til at udvikle dig personligt, så du står stærkere mentalt, fordi du har sparring og støtte i din nærmeste venne-/venindegruppe. Det kan også hjælpe dig, hvis du en dag bliver udfordret på det personlige plan, og har brug for vejledning eller lignende.

Netværk er også utrolig vigtigt for din faglighed, uanset hvilket erhverv du måtte arbejde med. Hvis dine kontakter ikke hjælper dig på nuværende tidspunkt, i dit nuværende job, eller i din nuværende situation, kan der efter kort tid godt opstå en udfordring. Det kan også være, at du har nye karrieremål i sigte, hvor dit netværk pludselig er brugbart igen.

Denne hurtige veksling, mellem hvornår dele af dit netværk kan være brugbart gør, at det er utrolig vigtigt for dig at pleje dit netværk, selvom det måtte være på ”standby”. For kontakten er meget let at miste igen, og det er uanset om det drejer sig om en gammel kammerat fra ungdomsuddannelsen, en gammel nabo, eller en gammel samarbejdspartner.

Som landmand er det især vigtigt med et bredt netværk. Det kan være med til at bringe gårdejeren tættere på lokalsamfundet, og bidrage med bredere forståelse fra lokalsamfundet, for de beslutninger, der måtte træffes på gården. Helt generelt kan det være med til at sænke afstanden mellem by og landbrug, eller udvikle og fremtidssikre landbruget, hvis der holdes fast i åbenhed og gennemsigtighed på det enkelte landbrug.

I tiden hvor ESG (Environment, Social og Governance) er det nye sort, og efterhånden ikke til at komme udenom, vil det være en klar fordel for et landbrug, at have nære og stærke sociale forhold til bl.a. lokalsamfundet, for hvis eksempelvis lokalsamfundet føler sig inddraget/hørt, hvis/når det lokale landbrug ændrer på noget, hvad enten det vedrører dyrevelfærd eller miljø, så må det alt andet lige også give lokalsamfundet en bredere forståelse, og ikke mindst accept af det der sættes i værk på landbruget. Og da det i sidste ende er lokalsamfundet, der er kunden, er det også dem der har beslutningskraften, og driver markedet for landbrugsvarer.
Et stærkt og bredt netværk vil også stille landbruget godt, når det vedrører medarbejdere, da det kan være med til at bibeholde medarbejdere på ejendommen, hvis der sparres med den ansatte om fastholdelse og personlig- og karriereudvikling på ejendommen, eller der sparres med andre virksomheder om udvikling af medarbejdere. Netværket kan også hjælpe med at rekruttere nye medarbejdere til gården, og i en tid hvor kvalificeret arbejdskraft er en mangelvare, er dette utrolig værdifuldt!
Stærke sociale forhold vil dermed være med til at styrke det danske landbrug, og ikke mindst dets fremtid.

Jeg håber dette fik dig til at reflektere over, hvordan dit netværk er sammensat, om der eventuelt er et behov for at supplere eller udvikle det, eller om du skal have brygget en god omgang kaffe, og ringet rundt til dine gamle forbindelser.

 

Skrevet af Rasmus Larsen, februar 

 

Om Skribenten 

  •  23 år
  • Formand for Dronninglund LU
  • Uddannet EUX-Landmand fra Lundbæk i 2018
  • Udvalgsmedlem af bl.a. LUPU og Kredsbestyrelse i Landbonord
  • Driftsleder på planteavl

Bloggen er udtryk for skribentens egen holdning.