Skip to the content

Om pløjning i LandboUngdom

Teknik, håndværk og præcision - det er hovedingredienserne i konkurrencepløjning. Materiellet skal indstilles rigtigt, og føreren skal være skarp bag rattet på traktoren. 

Hvad er konkurrencepløjning?

Konkurrencepløjning handler helt konkret om at pløje et felt på en mark bedst muligt. Pløjningen foregår både i stubjord og i grønjord, og i hver kategori bliver pløjerne vurderet ud fra 12 forskellige faktorer på en skala fra 1-10. Pløjeren med den højeste samlede score vinder. Det er blandt andet flækningen, sammenkastet og furens retning og pakning, der bliver vurderet.

Hvilke klasser er der?

  • Standardplov junior og senior 
  • Vendeplov junior eller senior 
  • Farmklassen (vendeplov) er for almindelige landbrugsplove med standardudstyr. Plovene må kun være med fabriksfremstillet udstyr - altså typisk plove, der bliver brugt på landbrugsbedrifter. I Farmklassen skal plovene have mindst 3 furer.
  • Teampløjning er også en mulighed - her går to pløjere sammen om at skiftes til at køre traktoren og stille på ploven. Det er en fin måde at starte sin pløjekarriere, da man kan hjælpe hinanden.

Hvilke konkurrenceformer findes der?

  • LU-pløjning - den store generelle konkurrenceform for pløjning i Danmark
  • Skolepløjning - landbrugsskoler fra hele Danmark dyster om DM-titlen. 
  • Veteranpløjning - gamle traktorer og plove dyster i den ædle håndværkkunst 

Hvem kan deltage i konkurrencepløjning?

For at deltage i LandboUngdoms pløjestævner, skal du være medlem af LandboUngdom, være fyldt 16 år og have gyldigt traktorkørekort.

Nybegyndere kan altid få råd og vejledning i at pløje og indstille ploven af de erfarne pløjere og dommere.

Kan man komme og kigge?

Ja, da! Du er meget velkommen til at komme og få et indblik i, hvordan pløjning foregår på konkurrenceniveau. Vi indrømmer, at konkurrencepløjning ikke er ligeså actionfyldt som for eksempel traktortræk, men det kan til gengæld noget andet. Der er en hyggelig stemning med det gode håndværk i centrum. Nogle stævner har gratis adgang, mens andre har en lille betaling for at komme ind som tilskuer.

Pløjning er rigtig sjovt, fordi det er et håndværk, der er vigtigt i landbruget, og nu kan vi så også konkurrere i det og prøve at være de bedste

Malthe Krejberg, 17 år og konkurrencepløjer

Nyheder om pløjning

LU-pløjere tog på studietur

Pløjeentusiaster fra hele landet fik sig en stor oplevelse, da LandboUngdom inviterede på studietur til Mølbro Production og Næsbyholm Bavelse Gods.

Bygholm Landbrugsskole vinder DM i skolepløjning

Landbrugsskolen fra Horsens var bedst, da LandboUngdom arrangerede DM i skolepløjning ved Vrå i Nordjylland.