Årets Elev bruger sit netværk og stemme til at skabe forandring

LU’er Louise Korsgaard Frederiksen modtog hæder ved Grisekongres 2024 

For 20-årige Louise Korsgaard Frederiksen, der til dagligt læser til produktionsleder på Asmildkloster Landbrugsskole, var det en barnedrøm og lidt et chok at modtage prisen som Årets Elev ved årets Grisekongres.

Louise er opvokset på en ejendom med grise, som hendes forældre stadig driver og ejer. Mange barndomsminder går derfor tilbage til tiden i stalden, hvor hun altid har været med.  

” Jeg er megaglad, det er lidt en barnedrøm, der går i opfyldelse,” siger Louise, som første gang faldt over prisen via Facebook.  

” Da jeg så det første gang tænkte jeg bare ’ej hvor sejt’, tænk at være en del af det, og jeg troede egentlig aldrig det ville blive en mulighed for mig, men nu står jeg her,” fortæller Louise om at modtage prisen.

Forpligtet til at skabe en forskel

Imellem studie, det daglige arbejde ved grisene og en bestyrelsespost i Viborg/Kjellerup LandboUngdom finder Louise også tid til at dele sin hverdag med næsten 4000 følgere på TikTok.

” Det startede lidt for sjov. Jeg havde set nogle stykker der laver lidt om landbruget på TikTok, og det var egentlig ikke for at få en hel masse følgere, det var slet ikke det der var meningen. Jeg synes, at når jeg har muligheden for at komme så tæt på produktionen, så synes jeg, vi som unge landmænd har en forpligtelse til at formidle, hvordan det er hos os. ”

Motivationen for at åbne op for sin hverdag på TikTok handler om at ville være med til at vise, hvad landbruget er og kan.

”Jeg ville gerne, at når folk skulle have deres viden, at det så kommer fra os der er i landbruget i stedet for noget man bare finder på nettet,” siger Louise, som også gerne vil bruge platformen til at skabe en forskel for det erhverv hun brænder for.

”Det er rimeligt risikobetonet at ville være selvstændig, som jeg gerne vil være, men jeg kan godt leve med den risiko, for det er den her vej jeg vil og det jeg skal. Jeg tror på, at vi som unge landmænd, kan være med til at skabe en positiv forskel og være en del af den omlægning, der også kommer til at ske. Jeg synes det er megaspændende, at jeg skal være med til at videreudvikle det erhverv, jeg brænder for,” fortæller Louise.

En del af den læring Louise skal gøre brug af som kommende selvstændig finder hun i LandboUngdom, hvor hun har været medlem siden hun var 13 år. I dag sidder hun i lokalbestyrelsen for Viborg/Kjellerup på andet år.

”Jeg synes LandboUngdom er fedt, og man lærer sindssygt meget. Jeg vil gerne ud og møde nogle mennesker og netværke, og udfordre mig selv ved at være med til at stå for nogle store arrangementer,” fortæller Louise og fortsætter

” Det er meget fællesskabet og selvudvikling, jeg synes man får ud af LandboUngdom, og så er det nogle megafede arrangementer,” afslutter hun.

Årets Elev uddeles ved Grisekongressen, som i år har 40-års jubilæum, og afholdes af Landbrug & Fødevarer og SEGES Innovation. 

 

Forrige LU’er på podiet til WorldSkills 2024 

Annoncer