I de nordvestjyske lokalforeninger under Region Viborg valgte de i juni at forkæle deres medlemmer lidt ekstra. Nemlig med en weekendtur til København.
“Vi har arrangeret den her tur fordi det er en del af vores strategi, at vi skal give lidt igen til vores medlemmer. Derfor tænkte vi, at det kunne være fedt med en tur til København,” siger Katrine, der er bestyrelsesmedlem i Viborg/Kjellerups LandboUngdom.
Martin, der er formand for Region Viborg supplerer også: “Vi ville gerne give lidt tilbage til vores medlem og lave en tur der både kunne være social og faglig. Mange af os kommer jo fra Jylland, så vi kommer ikke så tit til København”.
Programmet for turen til København stod bl.a. på besøg på Christiansborg med rundvisning af en politiker, et besøg med smagning på Carlsberg bryggerierne, comedyshow på Comedy Zoo og sidst men ikke mindst et besøg på Bregentved Gods på hjemturen søndag.
Katrine fra Viborg/Kjellerup havde meldt sig til turen netop pga. det varierede program og at der var lidt for enhver smag:
“Det der fik mig til at melde mig til turen, var at det var et dejligt varieret program med mange spændende ting og så også det sociale. Jeg er meget spændt på at se Christiansborg og måske forhåbentligt snakke med nogen der ved lidt om branchen og måske få en god dialog om hvad fremtiden er for os,” siger Katrine.
Der er lang vej til København fra det nordjyske, men ventetiden føles ikke lang, når det er i godt selskab. Busturens længde gjorde også at der var rig mulighed for at lære medlemmer fra andre lokalforeninger at kende.
“Man er bekendt med mange af dem fra sit lokale LandboUngdom, men her får man muligheden for at møde mange fra andre regioner også og det er fedt at vi kan lære hinanden at kende,” siger Frederik, der også glædede sig meget til at se København og maskinerne på Bregentved Gods.
Busturen var stationeret med god musik fra højtalere, drikkevarer og ikke mindst en omgang banko med præmier på højkant. Alt sammen var det med til at de 6-7 timers kørsel fløj afsted.
Da byskiltet sagde “Storkøbenhavn”, kunne deltagerne se frem til indkvartering på hotel Steel House, hvor resten af aftenen gik med udpakning og en tur i baren inden de kunne lægge hovedet på puden og være klar til en begivenhedsrig weekend i hovedstaden.