Folkemødet på Bornholm var samlingsstedet for flere LU’ere. Blandt en af dem der havde fuldt program var hovedbestyrelsesmedlem, Christian Orthmann, der deltog i debatter torsdag og fredag.
Over alt på Allinge havn står der: Klima, landbrug, land og mad. Der var derfor også rig mulighed for at deltage i debatter om selv samme for de LU’ere der var afsted.
Startskuddet for Christian Orthmann var i Venstres have, hvor han deltog i debat om fremtidens Landbrug. Senere bød samtalerne igen på hvordan fremtiden skal se ud, da ’Grøn scene’ dannede rammer for debat med bl.a. Verdens Skove, Greenpeace og den Grønne Ungdomsbevægelse.
Spørgsmålet: Danmark er et Landbrugsland. Skal det fortsat være det? Var rammen for debat ved Dagbladet Information om fredagen. Forinden havde Christian Orthmann også deltaget i debat ved Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) om den gode ungeinddragelse.
”Det var supersjovt at være med, og utrolig givtigt. Der kom mange forskellige holdninger på bordet, hvor jeg også har haft mulighed for at bidrage,” siger Christian Orthmann.
Hvordan ser unge fremtiden?
Fælles for de mange samtaler der foregik på scenen og udenfor scenen var, hvordan unge ser fremtiden, og i mange af de samtaler kom det frem, at der på mange måder findes fælles fodfæste.
En anden af de LU’ere der også deltog i Folkemødet var Rasmus Terp fra Odder/Skanderborg, der var inviteret til debat om udvikling af landbruget uden afvikling af landsbyerne. Som en af værterne i programserien ’På den anden side’ fortalte Rasmus sammen med medværten, Dina om programmets formål, som er at undersøge, hvor land og by mødes.
”Jeg havde egentlig ikke tænkt, at jeg skulle afsted, men sagde ja, fordi jeg gerne vil gribe muligheden, som jeg måske ikke lige får igen,” siger Rasmus Terp og fortsætter:
”Selve folkemødet var meget spændende. Vi var rundt og snakke med andre og var forbi forskellige arrangementer og debatter bl.a. DM i debat”.
Folkemødet fortsætter
Dialogerne fra folkemødet er ikke en engangsforestilling. Pointen er nemlig at være med til at bringe nuancer til bordet, og at fortsætte dialogen, og det har Christian Orthmann allerede aftaler med flere fra folkemødet om, som desuden tager to vigtige pointer med sig:
- Lysten til dialog er til stede blandt alle og der findes en fælles tro på at det kan lade sig gøre; det handler bare om hvordan.
- Det er sjovt. Man skal tage til Folkemødet, hvis man synes sådan noget er sjovt, og man får rigtig meget med hjem.
Blandt de mange, mange deltagende ved Folkemødet udgjorde Bornholms LandboUngdom en vigtig funktion, da de traditionen tro sørger for glade gæster i Danish Crowns madboder.