Bygevejret drillede arrangørerne af LandboUngdoms DM i traktortræk, men stævnet blev flot afviklet, og 14 DM-vindere blev kåret.
Skiftevis sol og kraftig regn er ikke, hvad man ønsker, når man arrangerer et traktortræk. Banen skal gerne holdes nogenlunde tør, så trækkerne kan gøre deres arbejde på banen. Så folkene bag lørdagens DM i traktortræk 2019 på Brande Pulling Arena kom på noget af en opgave.
”Det var helt sikkert en udfordring, og vi tog hele tiden plastik på og plastic af banen. Byger giver travlhed, men der var godt humør hele vejen rundt, og folk viste god forståelse,” siger Lars Klausholt, der er formand for LandboUngdoms traktortrækudvalg.
LandboUngdom arrangerede DM i samarbejde med Danish Tractor Pulling, der samtidig med DM afholdt EM på banen ved siden af. EM fortsætter søndag, og der forventes 10.000 tilskuere i løbet af weekenden.
Vindere med flotte præstationer
Nedenfor ses vinderne fra de 14 klasser i LandboUngdoms DM. Hver at bemærke er blandt andre Amalie Pedersen, der vandt Landbrugsklasse 0 i sin Ford 770. Amalie er netop begyndt at køre traktortræk, og hendes sejr må betegnes som meget imponerende.
Også Nick Porsborg gjorde sig flot bemærket, da han vandt Superstandardklasse 6 med sin nybyggede Case IH Magnum 7120.
”Der var fin og fair konkurrence, selvom det var vådt, så det var godt. Der var rigtig mange tilskuere, og de fik helt sikkert en god oplevelse,” siger Lars Klausholt.
Deltagerne til DM i traktortræk havde kvalificeret sig via lokale og regionale stævner rundt om i landet.
LandboUngdoms regioner Vejle, Fyn, Sønderjylland og Ribe var værter for årets DM-træk, og det eventuelle økonomiske overskud fra eventen går til foreningsarbejdet i LandboUngdom, der er en frivillig organisation.
Her er vinderne af LandboUngdoms DM i traktortræk på Brande Pulling Arena:
Landbrugsklasse 0: Amalie Pedersen, Ford 7700
Landbrugsklasse 2: Jesper Pilgaard Jensen, Fiat 1000
Landbrugsklasse 3: Thomas Pinstrup, Case IH 5140
Landbrugsklasse 4: Mads Laursen, New Holland 8560
Superstandardklasse 0: Marius Jensen, Ford 7700
Superstandardklasse 1: Jon Malthe-Bruun, Valmet 905
Superstandardklasse 2: Kenneth Nedergaard, Ford 8210
Superstandardklasse 3: Michael Just, Fiat 1580
Superstandardklasse 4: Lasse Nielsen, John Deere 4440
Superstandardklasse 5: Asbjørn Laursen, Fendt Dieselross
Superstandardklasse 6: Nick Porsborg, Case IH Magnum 7120
TraktorTech – Superstandardklasse 7: Anders Skov, John Deere 8530
Farmklasse 0: Emil Ringberg, New Holland 8560
Farmklasse 2: Simon Bach, Ursus.
To klasser blev ikke afviklet på grund af manglende deltagere. Det var Farmklasse 1 og Landbrugsklasse 1.
Fuld resultatliste bliver lagt på under resultater hurtigst muligt.