LandboUngdom var stærkt repræsenteret, da over 100 af Europas førende forskere og eksperter, landmænd, EU-politikere og EU-embedsmænd var samlet til klimakonferencen The Climakers i Bruxelles torsdag den 14. november. LandboUngdoms formand Thorbjørn Koefoed var nemlig blandt oplægsholderne til konferencen.
Thorbjørn Koefoed er udover LU-formandsposten driftsleder for en konventionel griseproduktionen på familiegården Langemyregård på Bornholm, og han fortalte tilhørende i Bruxelles om, hvordan de på gården – og danske grisebønder generelt – bidrager til at imødekomme en klimaomstilling.
“Der blev taget godt imod mit oplæg, og der var en positiv stemning. Det var rart at kunne bidrage til videndeling på tværs i Europa, og jeg repræsenterede både mig selv og LandboUngdom,” siger Thorbjørn Koefoed.
Thorbjørn fortalte i sit oplæg, at de på Langemyregård renoverer gamle stalde i stedet for at bygge nyt, at de har en hyppig gylleudslusning, at de har kort afstand til slagteri og marker med foder, og at de fodrer grisene med stort fokus på, at de skal vokse så meget som muligt med så lidt foder som muligt. Tiltag der alt andet lige er med til at mindske klimaaftrykket per kilo gris.
Landbrug & Fødevarer har en vision om et klimaneutralt dansk landbrug i 2050.
Fokus på fælles løsning
Climakers-konferencen er arrangeret af European Council of Young Farmers (CEJA) og giver plads til ide-udveksling og politiske diskussioner i forhold til klimaforandringerne.
“Alle parter er til stede i dag, også miljøorganisationerne, og der er helt klart en vilje til, at vi skal løse problemerne i fællesskab og ikke modarbejde hinanden. Det er rart at opleve,” siger Thorbjørn Koefoed og fortsætter:
“Jeg nævnte også i en debat, at vi skal se globalt på klimaforandringerne og ikke kun på vores egne lande og EU. Hvis vi for eksempel i Danmark er verdens bedste til at producere grise, så er det os, der skal gøre det. Og hvis andre lande er de bedste til at dyrke græs på markerne, så skal de gøre det.”
LandboUngdom er medlem af CEJA og deler målet om en landmands-drevet klimaomstilling.