Der er langt til marker. Langt til nærmeste gadekær. Langt til nærmeste gris. Alligevel er stedet helt perfekt til at udvikle LandboUngdom og skabe fællesskab, viden og glæde.
Datoen er den 21. maj, og 11 unge med en baggrund i livet på landet er samlet midt i København. Første spadestik til en ny lokalforening i den danske hovedstad bliver taget.
Stemningen er nemlig høj og energisk blandt de 11 deltagere, der er mødt op i lokalerne på Axelborg, som til lejligheden var lånt af Landbrug & Fødevarer. Alle deltagere er helt med på idéen om, at der selvfølgelig skal være en lokalforening for de LU-medlemmer, der bor i København.
“Det gik rigtig godt, der var en positiv stemning og en god energi. Alle var enige om at få det her op at køre. Vi var enige om at skabe noget, og gruppen klikkede rigtig godt sammen,” fortæller Simone Simming, der var én af deltagerne.
Jesper Mols Hansen deltog også, og han fortæller:
“Jeg håber at få nogle gode relationer, måske også nogle gode venner. Jeg håber at kunne give noget viden fra mig og få noget viden igen. Og jeg tror, vi kan rykke noget politisk og samfundsmæssigt og være en vigtig stemme i debatten omkring landbruget. Hvad vil landbruget, og hvad skal landbruget? Vi kan se det fra begge sider og skabe større forståelse mellem land og by.”
Læs mere om LandboUngdom i København i det kommende nummer af LU Bladet. Bliv medlem af Facebook-gruppen allerede nu: LandboUngdom i København.