LandboUngdom Norge vs. Danmark

Norge vs. Danmark

Hvis man kigger ud over sin egen næsetip, kan man ofte blive klogere. Derfor har LU Bladet kigget mod nord og vores norske venner fra Norsk Bygdeungdomslag, der er Norges svar på LandboUngdom. Vi har stillet de samme ni spørgsmål til formændene for de to organisationer – og svarene er meget interessante.

  1. Hvad er den største udfordringen for organisationen i dit land?

Thorbjørn: Det går hamrende godt foreningsmæssigt, og vores medlemstal er stigende. Men vi har udfordringer med vores økonomi. Vi har blandt andet mistet nogle tilskud, som vi har plejet at få, og det presser os økonomisk. Hvis jeg skal nævne en ting på foreningssiden, så skal vi blive bedre til at engagere alle vores medlemmer – specielt de nye medlemmer fra dag ét i LandboUngdom.

Tora: At være en ungdomsorganisation er både en kæmpe fordel og en udfordring. Vi har modrige, aktive og kreative medlemmer, som gerne vil bidrage i organisationen. Det er også sådan, at mange er i en allder, hvor der sker store endringer i livet. Vi går fra at være unge til at blive voksne, mange flytter hjemmefra, studerer, får job og etablerer sig. Det er ikke altid nemt at have nok stabiliet i organisationen og få flere med, når medlemmerne skal igennem disse overgange.

 

  1. Hvad er de største muligheder og vigtigste løsninger?

Thorbjørn: Vi vil forsøge at finde andre måder at finansiere os selv på og selvfølgelig nedsætte omkostningerne, så vi kan fortsætte den gode udvikling foreningsmæssigt. Hvis vi bliver flere medlemmer og er fremme i skoene, så står vi stærkere og kan nemmere finde finansiering og samarbejdspartnere.

Tora: Vi har alle muligheder. Vi kan komme så lange vi vil, hvis vi bestemmer os for det. Vi har stadig ikke medlemmer i alle dele af landet, og der er stadig mange områder, der ikke har glæden af Norsk Bygdeungdoms-forening. Hvis vi skaber et attraktivt miljø, hvor folk trives, lærer og får succeser vil flere være med og i længere tid.

 

  1. Hvordan hænger udfordringerne og mulighederne/løsningerne sammen med de generelle ændringer i samfundet?

Thorbjørn: Det hænger faktisk meget sammen, for de store organisationer, der plejer at støtte os, de skal også spare penge – og så ryger støtten til os. Økonomien i landbruget er generelt under pres, og det smitter af på LandboUngdom.

Tora: Frivillige organisationer i Norge er meget stærke og er en vigtig del af samfundet. Det er meget almindeligt at være medlem af en eller flere organisationer. Det er også sådan, at befolkningsstrømmene går fra landet og ind til byerne. Det er selvfølgelig en udfordring for os. Vi vil gerne, at landet er et reelt alternativ, når unge vælger arbejde og bopæl.

 

  1. Hvad er det bedste argument for at være medlem af organisationen?

Thorbjørn: Det kan siges kort. Du får en masse socialt, fagligt og personlig udvikling på én gang.  Til ingen penge.

Tora: Her er der plads til alle, og man bliver en del af et nationalt socialt fællesskab med ligesindede. Man får plads til at vokse og udvikle sig – og man er med til at skabe aktivitet i det område, hvor man kommer fra.

 

  1. Hvilke ambitioner havde du, da du stillede op som formand? Og har de ændret sig?

Thorbjørn: Da jeg blev formand i 2018 lå strategiplan 2022 allerede klar, som jeg havde været med til at udforme som ledelsesmedlem, og jeg glædede mig til at føre den ud i livet. Sammen med lokalforeninger, regioner og hele ledelsen. Vi skal være flere medlemmer, og vi skal være mere synlige – og det har ikke ændret sig. Vi er godt på vej!

Tora: Jeg var ydmyg, lidt bange og meget spændt, da jeg startede. Jeg ville gøre organisationen lidt mere åben, lidt bredere og lidt hårdere – samtidig ville jeg lære, udfordre mig selv og have det sjovt imens. Jeg håber stadig, at så mange som muligt har det så sjovt som muligt for de penge, de betaler i kontingent.

 

  1. Hvilke aktiviteter er du mest stolt af som formand?

Thorbjørn: Jeg er mest stolt af de store arrangementer, som lokalforeningerne stabler på benene. Det er blandt andet vores DM-stævner, Mudderbold og debataftenen. Det gør mig stolt at se, hvordan medlemmer går ind i det med krum hals og får de her store flotte events op at stå. Det er imponerende.

Tora: Det er helt umuligt at svare på. Det magiske ved Norsk Bygdeungsomslag er mangfoldigheden af aktiviteter. Jeg er vildt med, når bestyrelsesmedlemmer og frivilige mødes og sammen arbejder for at udvikle organisationen.

 

  1. Hvad er årets højdepunkt i din organisation?

Thorbjørn: Udover vores DM-stævner i traktortræk og pløjning, så er vores årsmøde altid en fest – både til selve årsmødet, hvor vi fejrer hinanden og demokratiet og om aftenen til temafest.

Tora: Det er meget simpelt: Landsstævnet. Det er vores største arrangement, en «bygdefestival» med 2000 deltagere. Arrangementet bygger udelukkende på medlemmenes frivillige indsats og et stort arrangement. Jeg bliver både stolt og rørt, når jeg tænker på, hvad vi får til at ske sammen.

 

  1. Hvor skal din organisation være om 10 år?

Thorbjørn: Om 10 år er vi 6000 medlemmer. Vi er endnu stærkere talerør for unge på landet og i udkantsområdet. Vi har fået Understreget, at vi er landBOungdom og ikke landBRUGngdom. Vi er en forening, som unge på landet vil være en del af, og vi er en naturlig del af den offentlige debat. Det er os, man spørger, når unge på landets besyv skal med.

Tora: Større, stærkere og en tydeligere stemme i sager, der optager unge på landet. Jeg ønsker, at unge som dig og mig fortsat skal have muligheden for at lære, have det godt sammen og blive voksne i en organisation, de selv bestemmer over.

 

  1. Er det noget ved søsterorganisationen, som du kunne tænke dig i dit land?

Thorbjørn: Ja, jeg er meget imponeret af Norges Landsstævne med 2000 deltagere. Det er inspirerende at se og helt vildt, at Norge kan samle så mange mennesker. Jeg har desværre aldrig selv oplevet det, jeg har kun hørt og læst om det. Det kunne være fantastisk, hvis vi kunne lave noget lignende i Danmark.

Tora: Vi vil også “gøre landet sjovere”! Det er et fantastisk slogan, som vi også kunne bruge i Norge. Jeg bliver imponeret af både traktortræk og pløje-konkurrencerne. LandboUngdom besøgte jo os i 2018, så det er vel vores tur til at besøge jer i Danmark?

 

DANMARK
Fakta om Landboungdom:

  • Stiftet i 1966
  • Medlemstal: Ca. 3700
  • Antal regioner: 12
  • Antal lokalforeninger: 46
  • Formand: Thorbjørn Koefoed, 26 år
  • Hjemmeside: landboungdom.dk

NORGE
Fakta om Norges Bygdeungdomslag:

  • Stiftet i 1946
  • Medlemstal: Ca. 7.000
  • Antal fylkeslag: 12
  • Antal lokallag: 102
  • Styreleder: Tora Voll Dombu, 27 år
  • Hjemmeside: nbu.no
Forrige Lad landet leve – workshops for alle på landet

Annoncer