Sommerarrangement med fart over feltet

Man skulle måske tro at sommermånederne ikke er der, hvor flest LU’ere deltager i  arrangementer. Typisk står sommeren på mange planer, ferier, festivaller og selvfølgelig høsten, der står for døren. 

Men det var ikke tilfældet for Varde/Ølgodegnens LandboUngdom. I juli måned er der nemlig arrangeret det, der er blevet til en årlig tur til Vandel GoKart. GoKart arrangementet har nemlig løbet af stablen hvert år de sidste 5 år. 

Det årlige GoKart arrangement i Varde/Ølgodegnens LandboUngdom løb af stablen en mandag aften i juli måned, og alle pladser – plus lidt ekstra-  var fuldt booket. 23 medlemmer havde skyndt sig at tilmelde sig det populære arrangement og var mødt op i Vandel i solskin. Stemningen var god og perfekt til en omgang ræs med LU- kammerater. 

Lasse på 23 år, var taget med for at prøve noget han ikke prøver hver dag: “Jeg er taget med til GoKart for at få lidt luft under vingerne og for fællesskabet, og for at prøve noget andet. Det er ikke lige hver dag man får lov at køre GoKart,”  siger han. 

Som det første blev de fremmødte medlemmer instrueret godt og grundigt i regler og sikkerhed, så alle kunne have det sjovt mens sikkerheden var på plads. Derefter blev der udleveret udstyr og hjelme og opdelt i to hold, der skulle køre efter hinanden. 

Og så var det ellers i gang og et godt tryk på speederen. Det gik ikke stille for sig og medlemmerne overgav sig så meget til motorsport, at de måtte have noget koldt at drikke hurtigt efter, for at kunne klare sig til næste runde de skulle køre. 

Mads på 20 år, synes også det var fedt at mærke konkurrencen i at køre GoKart: “Det er fedt at man kan præstere lidt og det er sjovt at det er nogen man kender, som man så kan prøve at slå. Man vil altid lige være lidt bedre, så man kan slå nogle af de andre. Man er vel altid lidt konkurrencemenneske,” siger Mads. 

Fokus på det sociale 

Det er Sanne Tobiasen, der er formand i foreningen, der bl.a. har været med til at stå for GoKart arrangementet. Hun synes det er vigtigt, at der også er arrangementer, der værner om det sociale fællesskab. 

“Vi afholder GoKart for at få et lidt anderledes arrangement ind og mest pga. det sociale, så det hele ikke handler om faglighed, køer, planter eller grise. Det synes vi er vigtigt at dyrke,” siger Sanne som også går efter at kunne køre hurtigere end sidste år.

Også Mads synes det er fedt at der bliver arrangeret  forskellige typer arrangementer.

“Det er fedt at LandboUngdom også laver sådan nogle ting her. Når man er til gårdbesøg, går man jo lidt bare rundt og kigger, men her der kobler man helt af og går ikke og snakker om landbrug hele tiden. Nogen mener vi snakker lidt for meget om landbrug, men her kommer du ud og får noget fart i blodet, som er noget helt andet, og det er sundt at komme ud og prøve noget andet en gang i mellem.” 

Til sidst skulle finalerunden køres med de hurtigste, og en medajle til både 1., 2., og 3. pladsen blev uddelt på podiet, inden de alle sammen kunne fejre en fed GoKart tur med kolde drikkevarer og pølse og brød fra grillen. 

Forrige Nordvestjyske LU’ere indtager København

Annoncer