Anders Kragelund stillede op i den nye landbrugsklasse, da der var traktortræk i Linde arrangeret af Randersegnens LandboUngdom.
Vi er vilde med at se gejlede traktorer blæse ned ad banen med sort røg fra skorstenen og en øredøvende motorlarm. Men LandboUngdom vil også gerne have traktortræk tilbage til rødderne, hvor man som deltager kan komme med sin almindelige traktor og konkurrere på lige fod med andre. Derfor har man i år indført landbrugsklassen.
17-årge Anders Kragelund er én af dem, der er glad for, at han ikke skal konkurrere med kørere, der har brugt mange tusind kroner på at optimere deres traktor. Det fortæller han, da LU Bladet møder ham til traktortræk i Linde.
”Nu har jeg også chancen for at vinde, og det synes jeg er fedt. Jeg så på Facebook, at der var kommet den her nye landbrugsklasse, og det gav mig helt sikkert mere mod på at deltage,” siger Anders Kragelund, der stiller til start i sin fars New Holland 8560.
”Det er en helt almindelig traktor, som vi plejer at bruge til markarbejde. Man kan vel godt sige, at den kommer direkte fra marken. Jeg prøvede også at køre sidste år, men i år glæder jeg mig mere, fordi der er kommet den her landbrugsklasse.”
Landbrugsklassen er for de fem klasser op til og med Klasse 4 (7500 kg).
Hovedperson i folkefest
Der er 5.000 tilskuere, høj musik og god stemning til traktortrækket i Linde. Og Anders Kragelund er glad for at have muligheden for ikke ”kun” at være tilskuer.
”Det er sgu fedt at være med til. Der er jo en helt vild stemning,” fortæller Anders, der er blevet bidt af traktortræk.
”Det er rigtig sjovt. Det er min hobby. Nogle går til fodbold eller håndbold, jeg går til traktortræk.”
Anders Kragelund formåede ikke at få sig selv og sin traktor videre til pull off-runden. Hans længste træk i den indledende runde var på 68,06 meter.
Du kan altid finde kommende traktortrækstævner i vores kalender.