Christian Orthmann Andersen valgt som LandboUngdoms nye formand

Ved LandboUngdoms Årsmøde den 21. september 2024 ved Gråsten Landbrugsskole, blev Christian Orthmann Andersen valgt til formand for LandboUngdom uden modkandidater.

Knapt 200 deltagere ved Årsmødet klappede i dag Christian Orthmann Andersen på scenen, som foreningens nye formand.  I de næste to år kommer Christian Orthmann Andersen til at stå i spidsen for foreningsfællesskabet som tæller mere end 6000 medlemmer. Netop medlemmerne vil være fokus for den nye formand.

 ”Jeg ser mest frem til at komme ud og arbejde sammen med medlemmerne, og opleve alle de mange gode foreningsfællesskaber vi har rundt omkring i Danmark,” siger Christian Orthmann Andersen.

Ny formand vil fortsætte den positive udvikling

I sin tale ved Årsmødet fokuserede Christian Orthmann Andersen bl.a. på at bygge videre på de grundsten der i de seneste år er langt.  

”Vi står på et stærkt fundament, hvor vi nu skal lægge nye sten på. Vi skal sikre den positive forandring, som allerede er i gang og vi skal turde udvikle os,” siger Christian Orthmann Andersen.

En sund forening, som bidrager til samfundet lokalt og nationalt er også et pejlemærke for den nye formand.  

”Jeg tror på, at vi har brug for stærke foreningsfællesskaber i Danmark. At bidrage til noget større bringer både farve til hverdagen og udvikler os som mennesker,” sagde Christian Orthmann Andersen i sin tale ved Årsmødet.

For Christian Ortmann Andersen har medlemskabet og engagementet i LandboUngdom haft stor personlig betydning, som han nu ønsker at tage til næste niveau.

”LandboUngdom betyder faktisk en del, fordi det har være en del af mig så længe og har fyldt i min hverdag. Man møder mange gode mennesker i et stærkt fællesskab, så det betyder rigtig meget,” fortæller Christian Orthmann Andersen.

Fakta

Christian Orthmann Andersen er 25 år, opvokset og bosat på Fyn og arbejder til dagligt på en plantebedrift.  

Forrige Danmarks bedste trækkere 2024 er fundet

Annoncer