Danskere går efter medaljer til VM i pløjning i USA

To danske konkurrencepløjere er rejst hele vejen til Minnesota for at deltage i VM. Træningen i den amerikanske jord er i fuld gang, og målet er at tage medaljer med hjem til Danmark.

Søren Korsgaard og Martin Lindberg Velling er de to danske repræsentanter fra LandboUngdom ved VM i pløjning i USA i henholdsvis vendeplov og standardplov. De to pløjere har været i Minnesota i over en uge, og de har trænet intensivt med plov og traktor i den amerikanske jord for at blive forberedt til konkurrencen fredag den 30. august og lørdag den 1. september.

”Selvfølgelig er det en stor oplevelse at være i USA og opleve landet, men det er ikke derfor, vi er her. Vi er her for at lave et godt resultat og forhåbentlig vinde medaljer. Det er både mit og Martins mål,” fortæller Søren Korsgaard, der deltager i VM for 11. gang.

”Jeg har jo fire bronzemedaljer og sidste år blev jeg nummer fire. Så det siger sig selv, at jeg i år gerne vil helt op på de øverste trin på podiet,” fortsætter landmanden fra Holstebro.

Martin Lindberg Velling fra Hobro deltager i VM for anden gang, og han blev sidste år nummer 11.

Svære jordforhold

Træningen i den amerikanske stubjord og grønjord bliver brugt til at lære jordforholdene at kende og indstille plov og udstyr derefter. Og der er masser af arbejde at gøre for de danske pløjere og deres træner Hardy Andersen, for jorden er ikke den nemmeste at pløje i.

”Stubjorden har drillet os. Det er lidt som sandet jord, som vi kender det nogle steder i Danmark, men det hænger bare mere sammen. Det sætter sig i udstyret, og det gives os nogle udfordringer. I grønjordsstykket var den ene ende meget tør, og den anden meget fugtig, så det er også lidt svært. Men vi pløjere er heller ikke så nemme at gøre tilfredse,” siger Søren Korsgaard efterfulgt af et grin.

Søren Korsgaard og Martin Lindberg Velling har kvalificeret sig til VM via LandboUngdoms Danmarksmesterskab, og LandboUngdom støtter også de to pløjere økonomisk. Desuden har pløjerne indhentet personlige sponsorater til blandt andet at dække container-transport af traktor og plov fra Danmark til Minnesota.

Følg med i VM i pløjning på stævnets hjemmeside: World Ploughing Championship 2019

Forrige Høje forventninger til årets DM i traktortræk

Annoncer