Danskere tager medaljer ved VM i pløjning 2024

Fredag og lørdag den 16.-17. august løb verdensmesterskaberne i konkurrencepløjning af stablen i Tartu, Estland og der var medaljer til danskerne i både vendeplov og standardplov.

Til at repræsentere de danske farver ved verdensmesterskaberne i pløjning, var Martin Lindberg Velling klar i standardplov og Søren Korsgaard i vendeplov. Og for første gang i mange år var der danske podiepladser til begge klasser.

Bedste placering for vendeplov i næsten 20 år  

Ikke siden 2005 har Danmark modtaget sølv i vendeplov, og for Søren Korsgaard blev det også til personlig rekord, da han fredag modtog sølv i grønjord og lørdag havde indstillet plovene til en bronzemedalje i stubjord, hvilket indbragte en samlet 2. plads ved verdensmesterskaberne.

”Jeg havde håbet på at tage en god placering i en af klasserne. Men jeg havde faktisk ikke troet det kunne lade sig gøre, ” siger Søren Korsgaard, der stadig er i gang med at fordøje oplevelsen fra VM.

”Det er fantastisk en dejlig følelse, selvom det ikke rigtig er gået op for mig endnu. Vi havde arbejdet med nogle forskellige ting, som bare lykkedes,” fortæller Søren Korsgaard fra Holstebro.   

26-årig Martin Lindberg Velling fra Hobro trak på mere end 10 års erfaring, da han fredag pløjede sig til en guldmedalje i standardplov, grønjord og med lørdagens resultater samlet kunne modtage en 3. plads ved VM 2004.

En ukendt sport i verdensklasse

Selvom det nok er de færreste danskere der kender til konkurrencepløjning, klarer de ca. 200 danske pløjere sig ganske godt ude i verden. Som en lille nation har Danmark derfor flere gange kunne gå på podiet ved verdensmesterskaberne, og kan sågar bryste sig af flere verdensmestre gennem årene.

Ved VM i Pløjning konkurreres der i to discipliner: stubjord og grønjord. Der uddeles medaljer for hver disciplin samt medaljer for den samlede score. 

De danske pløjere kvalificerer sig til VM ved DM i pløjning, som i år afholdes den 25.-26. oktober ved Nørregaard Planteavl i Grinsted. Læs mere om DM her. 

 

Forrige Sommerarrangement med fart over feltet

Annoncer

Kontaktoplysninger