En aften i mælkeproduktionens tegn hos Magnusminde

Viborg/Kjellerup LandboUngdom inviterede til kvægaften hos Arnold og Vera Froklage på Magnusminde, hvor omkring 170 deltagere var mødt op for at høre om bedriften, opleve den nye mælkekarrusel og møde andre med interesse for kvægbruget.

”Vil de bagerste trække længere ind?”

Det er ikke helt nemt at få plads til alle. Amalie Riis, næstformand i Viborg/Kjellerup LandboUngdom, forsøger at overdøve den summen af småsnak, som har spredt sig ved langbordene. Det støvregner udenfor, og hver en kvadratmeter af den store garage er taget i brug. Alle kan lige akkurat få en plads i ly.

Det hollandske par Arnold og Vera byder velkommen til aftenens arrangement på Magnusminde ved Kjellerup. Her driver de en moderne mælkeproduktion med omkring 600 årskøer og opdræt samt fem medarbejdere. De mange fremmødte fylder kaffe i kopper og lytter interesseret, mens værtsparret fortæller om bedriften og vejen til at etablere sig i Danmark.

Kærlighed til køer

For veninderne Camilla Borregaard, Daniella Jensen og Majbritt Allentoft fra Asmildkloster Landbrugsskole falder aftenens arrangement lige i deres smag. De kendte ikke til Magnusminde på forhånd, men så begivenheden på Facebook og besluttede sig hurtigt for at tage afsted sammen.

”Vi kan godt lide køer,” griner Majbritt, ”og så er det også bare altid hyggeligt, når Viborg/Kjellerup LandboUngdom arrangerer noget.”

Kærligheden til køerne er noget, som de tre LU’ere deler, og de drømmer alle om en fremtid i erhvervet. For Daniella startede drømmen i 9. klasse med et valgfag, hvor hun fik mulighed for at komme ud og se, hvordan man passer køer.

”Jeg vidste med det samme, at det var det, jeg skulle. Det gør mig glad at være sammen med dyr og vide, at hvis jeg ikke står op om morgenen, så er der nogle køer, der ikke bliver passet. Man har et formål. Og så er vi med til at producere danske fødevarer.”

Hendes ord efterfølges af nik fra de to veninder.

Aftenens faglige højdepunkt

Efter introduktionen går turen videre til staldene. Iført skoovertræk bevæger den store flok af gæster sig gennem faciliteterne, mens snakken går livligt mellem generationer af landbrugsinteresserede.

Her venter aftenens helt store trækplaster: Magnusmindes nye Boumatic Streamline 360EX malkekarrusel. Anlægget blev taget i brug tidligere på året, og repræsentanter fra Promilking er mødt op for at fortælle om teknologien bag.

Rundt om karrusellen samler deltagerne sig i små grupper. Nogle stiller spørgsmål til kapacitet og arbejdsgange, andre nøjes med at overvære, hvordan et par medarbejdere tager maskinen i brug. På kryds og tværs bliver der udvekslet erfaringer.

En gruppe samler sig omkring en lille skærm, hvor Vera forklarer, hvordan man via systemet kan følge malkningen af den enkelte ko i realtid. Malkeforløbet registreres og giver medarbejderne et detaljeret overblik over besætningen.

Grillpølser i efterårsmørket

Da rundvisningen er afsluttet, bevæger deltagerne sig tilbage mod garagen. Nogle kan ikke dy sig fra at gøre et kort stop ved kalvene.

Mørket har for alvor sænket sig over gårdspladsen, og uden for garagen lyses den våde asfalt op af flammerne fra et bålfad. Ved grillen står en håndfuld LU’ere klar med pølser, brød og drikkevarer.

Om langbordene samles de mange fremmødte endnu engang, mens køen til grillen langsomt bliver kortere. Der bliver diskuteret kvægbrug og teknologi, såvel som skole og kommende LandboUngdom-arrangementer. En vellykket aften i fællesskabet og faglighedens tegn har nået sin ende.

Annoncer

Hvem er vi?

LandboUngdom er den største ungdomsorganisation for unge på landet og i landbruget med 47 lokalforeninger fordelt i hele landet og med ca. 8000 medlemmer. Vi skaber aktivitet, udvikling og en tro på fremtiden for unge, der bor og lever på landet.