Lørdag d. 1. marts var årets første forårsdag. Det har samtidig også været dagen, hvor LandboUngdoms årlige Martskursus er løbet stablen. Omkring 100 LU’ere var i år mødt op på Dalum Landbrugsskole til en dag i uddannelsens tegn.
Formand for LandboUngdoms Aktivitets- og Kursusudvalg, Line Lilholm Christensen fortalte, at dagens fokus har været, at deltagerne skulle komme og blive klogere.
”Det overordnede mål for dagen er at få en masse unge mennesker til at lære en masse og være sammen på kryds og tværs, så de kan få nogle nye bekendtskaber”, fortalte hun.
Jacob Neimann, der også er medlem af Aktivitets- og Kursusudvalget tilføjede, at meningen har været, at man skulle modtage læring fra ligesindede.
”Man kan sige at det overordnede tema for dagen er et uddannelses-tema. Vi kører meget ung-til-ung, som er et rigtig fedt format. Mange af dem, der underviser på vores kurser, er dygtige medlemmer ude i lokalforeningerne og regionerne, så det er rigtig spændende at være deltager i dag”, fortalte Jacob.
8 kurser med mere
Martskurset bød på otte forskellige kurser delt op i to forskellige moduler, så deltagerne havde mulighed for at tilmelde sig 2 forskellige kurser.
De seks kurser i første halvdel modul var:
- Den gode debat
- Kassérens rolle i lokalforeningen
- Hold gnisten i det frivillige arbejde
- Ny i bestyrelsen
- Lederskab i praksis: Find din vej som leder
- Planlægning af traktortræk
I andet modul kunne, man også tilmelde sig;
- Kærlighed i træsko
- Fremtiden med grøn trepart
Udover de forskellige kurser, fik årets deltagere på Martskurset også en anden opgave. Hver deltager fik udleveret sit navneskilt og her medfulgte også en puslespilsbrik. Der var flere forskellige puslespil, så målet med opgaven var at finde andre med samme puslespil, og derefter samle puslespillet.
”Det er noget af en opgave, når man sætter folk til at lave noget, udover det, de på forhånd har valgt hjemmefra. Vi håber at det giver anledning til gode snakke, når der er frokost eller kaffepause,” fortalte Jacob Neimann.
Marie og Asger fra Viborg/Kjellerup LandboUngdom deltog begge i de samme kurser til dette års Martskursus.
”Til formiddag var vi til oplæg om planlægning af traktortræk og til eftermiddag var vi til oplæg om den gode debat”, fortæller Marie.
”Jeg er jo med i traktortræk-udvalget i Viborg/Kjellerup, så det har været rart at få noget mere information om, hvordan man gør det hele, så det bliver gjort på den rigtige måde,” fortæller Asger
”Jeg har egentlig valgt de to kurser, fordi de lød rigtig spændende. Især det med traktortræk kunne jeg få noget ud af i forhold til planlægning af traktortræk, men jeg kunne også bruge oplægget om den gode debat, til at få nogle værktøjer til at skabe en god debat”, fortæller Maria.
Begge midtjyske LU’ere er enige om at det har været en spændende dag.
En overraskelse i ærmet
”Nu ser vi frem til aktiviteterne i hallen, og så glæder vi os til festen i aften,” fortæller Marie.
I hallen overraskede Aktivitets- og Kursusudvalget med linedance. En instruktør var dukket op. Til at starte med, så flere ud til at være noget utrygge med at skulle danse, men instruktøren tog alle i hånden, og pludselig kunne alle LU’erne de forskellige danse udenad.
Efter arrangementet i hallen var både Line Lilholm Christensen og Jacob Niemann godt tilfredse.
”Det var ’over-the-moon’,” lød det fra Line.
”Ja, det var overraskende godt. Sikke en instruktør. Hendes gode humør smittede bare af på alle,” tilføjede Jacob.
Line og Jacob var også overordnet meget godt tilfredse med hele Martskurset.
”Det har været meganice. Det var bare nogle fede frivillige, der var klar til at deltage, lære fra sig og hjælpe hinanden,” fortalte Line.
”Vi har haft mulighed for at gå rundt blandt de forskellige kurser. Det har været megaspændende alle steder. Det bekræfter vores evaluering her til sidst også, så det har været en megafed dag,” fortalte Jacob.