LandboUngdoms medlemmer er samlet til årets Martskursus. Udenfor er flaget hejst på Dalum Landbrugsskole, og dagen står på fællesskab, undervisning og netværk på tværs af foreninger.
Lokalet summer af unge stemmer. Lyden af stole, der skubbes ind til bordet, fylder rummet, og de 80 fremmødte medlemmer fra hele landet finder sig til rette til dagens første møde.
”Hallo, hallo” bryder larmen, og Morten Sørensen skyder officielt martskurset i gang.
Det er første gang Ida Brodersen er med til Martskursus, selvom hun har været med i foreningen i Holstebro-Vinderup i tre år.
”Jeg håber på at lære noget nyt til kurserne, få nogle redskaber man kan bruge i sin hverdag, og så glæder jeg mig til at snakke med medlemmer fra andre foreninger,” siger hun.
Morten trykker på næste slide, og ’Lets network’ popper frem på storskærmen i det høje lokale. Bag projektoren kan man se fodboldbaner og et tungt skydække, der lukker solen ude af forårsvejret. Netværket betyder i dag, at små citater på de uddelte navneskiltene vælger, hvor man skal sidde til frokost.
”Så kan I få snakket med nogle forskellige og lære hinanden at kende,” lyder det fra Morten.
Engageret undervisning
En kvinde går rundt i et klasselokale med tunge skridt. Hun kigger i jorden og mumler let en velkomst. De 15 fremmødte kigger forvirret på hinanden. Pludselig går hun ud af lokalet.
”Det var godt nok lidt mærkeligt det der,” fremstammer Ida, og i samme sekund kommer hun ind igen – smilende og med store armbevægelser. Energien er engageret og en helt andet end før.
Kvinden hedder Lene Gade Hovmøller og underviser i dag på kurset i ”at blive den, man lytter til”. Et kursus, hvor hun med egen krop demonstrerer, hvad energi og kropssprog betyder for at få et budskab igennem.
Det er Idas første modul på kursusdagen. Til hverdag arbejder hun på Ny Rybjerggård. Hun er ved at uddanne sig til landmand i Viborg på en EUD. Hun vil være bedre til at diskutere sagligt og ordentligt, så folk lytter, når hun fortæller, at det ikke er alle grise, der har det skidt i Danmark.
Over hele linjen i lokalet har medlemmer valgt kurset for at få hjælp til at argumentere mod de mange landbrugskritikere i den offentlige debat. De vil kæmpe for det, de tror på.
Fordybelse i alle afkroge
I de andre klasseværelser er dagens elever fordybet i alt fra penge til selvudvikling. Der er gang i moduler om økonomi, ledelse, foreningsarbejde og mange andre emner. På gangen sidder tre grupper og diskuterer personlighedsprofiler. Udenfor dørene kan man høre latter fra økonomiundervisning.
Det er noget, der gør arrangørerne glade. Formålet med Martskurset er det sociale og netværket på tværs af foreningerne.
”De kurser, vi laver, har fokus på at skabe et fællesskab, hvor man kan lære af hinanden i foreningerne. Vi håber, at folk snakker på tværs af landsdelene og får nogle redskaber, de kan bruge i hverdagen,” fortæller Jeppe Bruun Hedegaard.
Eftermiddagen går med den sidste undervisning. Støjniveauet er steget en smule siden første modul, og deltagerne er klar til at holde fri. Der venter dem både en overraskelse af en fællesaktivitet og en fest med alle senere.
”Det har været megafedt at være med,” lyder det fra Ida, der helt sikkert vil komme igen næste år.
Men nu skal hun gøre sig klar til middag og fest med de andre.