Ledelsen i LandboUngdom har brug for nye kræfter! Til hvert årsmøde er tre af ledelsens seks pladser på valg, og i år har to af de nuværende ledelsesmedlemmer meldt ud, at de ikke genopstiller. Det drejer sig om Simon Jensen og Christian Juul Mark.
Måske du er bestyrelsesmedlem i en region eller lokalforening? Måske du bare har lyst til at gøre en forskel? Alle er velkomne til at stille op til ledelsen. Eneste krav er, at du er medlem af LandboUngdom og er under 35 år.
Ledelsen sætter retningen for organisationen, og der en masse spændende tiltag i gang, som du får mulighed for at sætte dit aftryk på. Du har også mulighed for at komme med dine egne idéer, og i LandboUngdoms ledelse er der ikke langt fra tanke til handling.
Læs mere om landsledelsen i LandboUngdom.
Simon giver depechen videre
Afgående ledelsesmedlem Simon Jensen har været i LandboUngdom i mange år. Først i lokalbestyrelse, så i regionsråd og i de sidste to år i ledelsen.
”Der trænger til at komme nogle nye friske kræfter i ledelsen,” siger Simon Jensen, der har været meget glad for sine to år i ledelsen.
”Det har givet mulighed for at være med i strategi 2022-arbejdet, helt på nærmeste hold. Det har været super fedt at være en del af den proces.”
Og Simon har en klar opfordring til dig, der læser dette:
”Stil op, du vil aldrig fortryde det. Du ved aldrig, hvad for nogle mulighed, det fører med sig.”
Ledelsen afholder 8-10 møder årligt samt 2-4 møder med regionsrådsformændene. Vil du høre mere om arbejdet i ledelsen, skal du endelig kontakte formand Peter Kock på formand@landboungdom.dk eller en anden fra den nuværende ledelse.