87 traktortræk-entusiaster fra hele Danmark var søndag den 6. oktober mødt op til traktortræk-årsmøde på Dalum Landbrugsskole.
LandboUngdoms landstraktortrækudvalg vil gerne inddrage så mange som muligt i beslutningerne omkring regler og den fremtidige udvikling af traktortræk, og det bringer derfor stor glæde frem, at fremmødet på 2019’s årsmøde var dobbelt så stort som sidste år.
”Det er rigtig flot, at 87 personer vil bruge en søndag på at komme til årsmøde. Det betyder meget, at det er en god demokratisk proces,” siger Lars Klausholt, der som ny formand for landstraktortrækudvalget for første gang styrede slagets gang til et årsmøde.
”Der var selvfølgelig lidt diskussioner og uenigheder, men alt i alt var der en rigtig god tone og stemning med fokus på fremtiden og udvikling af traktortræk,” fortsætter Lars Klausholt.
Ny regel for dieselpumper i Superstandard
Den mest afgørende regelændring, der blev besluttet på årsmødet, handlede om dieselpumper i Superstandard-klassen. Under punkt 32 i reglerne, har der tidligere stået, at der udelukkende må benyttes originale dieselpumper. I fremtiden bliver der fri A-pumpe op til 6 liter motorvolumen.
”Regelændringen er lavet, så det bliver muligt at køre med flere forskellige traktor-mærker. Nogen traktorer har rotorpumper, og de har svært ved at konkurrere på lige vilkår – derfor bliver det nu muligt at skifte dieselpumperne på dem. Det var en demokratisk beslutning på baggrund af et indsendt forslag,” fortæller Lars Klasholdt.
De øvrige regelændringer på årsmødet var i småtingsafdelingen og kan læses i reglerne for 2020-sæsonen, der lægges på hjemmesiden senest 15. november.
Succes med online tilmelding
I 2019-sæsonen blev en samlet online-tilmelding til LU-traktortrækstævner introduceret, og evalueringen af det var et vigtigt punkt på dagsorden til årsmødet.
”Grundlæggende er det gået rigtig godt med tilmeldingssystemet. Der kom gode forslag til, hvad vi kan lave bedre, men det ændrer ikke ved, at systemet er kommet rigtig godt fra land. Det er godt for både trækkere og LU at have informationer samlet online,” siger Lars Klausholt
LandboUngdoms lokalforninger og regioner arrangerede i 2019 35 traktortræk-stævner fordelt over hele landet.