Gas, grin og gule lygter

Rundt om traktoren stod de i flok og lod sig fascinere af den rungende motorlarm. Fredag den 30. januar inviterede Viborg-Kjellerup LandboUngdom nemlig medlemmerne til en aften fyldt med hestekræfter og fællesskab.

Fredag aften rullede traktorerne ind i Karup og lyste mørket op med deres gule lygter.
Inde i laden var der varmt og hyggeligt. Pølserne sydede på grillristen, mens snakken gik livligt, og hænderne fandt vej til småkagerne på bordene.



 Langsomt blev porten rullet op, og der blev gjort klar til, at den første traktor kunne trille ind på plads. Aftenen bød nemlig på test af hestekræfter og vejning af traktorer – et arrangement, som ikke tidligere har været afholdt i Viborg-Kjellerup LandboUngdom. Og interessen var ikke til at tage fejl af. Mange var mødt op fredag aften, og der var godt fyldt i laden.



Stemmebåndene blev strakt for at kunne overdøve larmen fra de kraftige maskiner, mens hestekræfterne blev målt én efter én. Det var tydeligt, at både deltagere og tilskuere nød synet af de store traktorer og den rå motorkraft.



Blandt de fremmødte var 17-årige Albert Alby Andersen. Han har været medlem af LandboUngdom i to-tre år og var denne aften mødt op på opfordring fra sin chef. I dagens anledning havde han fået lov til at køre chefens traktor, en Case IH 7220 Magnum, ind til test.



22-årige Asger Christensen, som er bestyrelsesmedlem i Viborg-Kjellerup LandboUngdom, deltog også i dagens test. Han skulle finde ud af, hvor meget hans New Holland T7060 kunne trække, og resultatet tog han med ro.


“Den kunne godt have haft lidt mere, men det er okay,” siger han.

Fællesskab i førersædet
Fælles for både Albert og Asger er glæden ved at være en del af landboungdom. For dem handler det ikke kun om maskiner og hestekræfter, men i høj grad også om fællesskabet.



“Det er et super godt fællesskab. Du får en god vennekreds og kommer rundt og ser alt muligt,” fortæller Asger.


Aftenen i Karup blev en succes med stor opbakning og rigeligt med både larm, grin og pølser.

Forrige LU inviterer til et brag af et Martskursus

Annoncer