Søndag den 7. oktober 2018 afholdt LandboUngdom årsmøde for traktortrækkere. I alt 44 LU’ere var tilmeldt mødet, og landstraktortrækudvalgets formand Morten Enok betegner mødet som en stor succes.
”Det var et rigtig godt møde. Der blev holdt en god tone, og der kom mange synspunkter på bordet. Så det var rigtig godt,” fortæller Morten Enok.
”Vi er jo ikke enige om alting, og det skal vi heller ikke være. Men jeg synes, at folk var ærlige, og det er jo vigtigt.”
Talerør for trækkere
Det er anden gang, LandboUngdom afholder årsmøde for traktortrækkere, og mødet er for arrangører, dommere og deltagere. Tiltaget skal give alle medlemmer af LandboUngdom mulighed for at komme på banen og diskutere og stemme om fremtiden for traktortræk i LandboUngdom.
Reglerne i traktortræk er rimelig komplicerede, både for at skabe fair konkurrence og maksimere sikkerheden til stævnerne. Men de mange detaljer i reglerne gør også, at der er mange ting at være uenige om.
”Der er blevet taget rigtig godt imod årsmødet, for nu er det ikke ’bare’ udvalget, der sidder og bestemmer. Nu kan alle møde op og komme til orde,” siger Morten Enok.
”Vi fik taget nogle gode beslutninger, og så var der nogle ting, vi skal arbejde videre med i traktortrækudvalget,” afslutter Morten Enok.
3 vigtige beslutninger fra årsmødet
- Landbrugsklassen fortsætter i 2019
- I Superstandard ændres reglerne ift. afskærmning af motorblokken. Den skal fremover skærmes af med stålplade for at sikre, at der ikke kan flyve stumper og væske ud på gæster og dommere ved uheld
- Hvis indsugning til turboen sidder uden for motorhjelmen skal den fremover afskærmes
Fyldestgørende referat fra årsmødet og de nye regler kommer på lu.dk, når de er klar.