Gokart og pølser: Skiveegnens LandboUngdom afholdt arrangement med fokus på det sociale

Torsdag d. 1. maj afholdt Skiveegnens LandboUngdom gokart-arrangement ved Skive Gokart & Paintball – et arrangement, hvor fokus var at have det sjovt.

– ”Jeg troede ikke, at du kom i dag Kim”

– ”Fodboldtræning er aflyst i dag grundet 1. maj, så der var lige hul i kalenderen”

Klokken er ved at nærme sig 19 og Skiveegnens LandboUngdom er ved at være klar til at igangsætte dagens arrangement. Der skal køres gokart og af dagens fremmødte er der 14, der skal dyste om sejren og æren på gokartbanen i Skive.

De 14 racerkører bliver delt op i 4 hold. Her racerkører tager 10 omgange på banen, inden vedkommende skifter med næste på holdet. Det er altså ikke nok bare at være hurtig i gokarten, men det er også vigtigt at være hurtig til at skifte kører. Der skal køres i en time, så man kan altså nå en del omgange.

Da løbet bliver sat i gang, står de resterende racerkørere og venter spændt på at det bliver deres tur, mens de holder øje med omgangstider og med, hvem der fører løbet.

Man kan konkurrere og have det sjovt
Mens der bliver kørt hurtigt inde i gokart-hallen, står Rune og Peter udenfor hallen og gør grillen klar. Der skal være pølser klar når der er fundet en vinder til dagens konkurrence, så de to bestyrelsesmedlemmer fra lokalforeningen, har tilbudt deres hjælp til dagens arrangement.

”Vi står for at hjælpe til med de her arrangementer, så de unge mennesker kan komme ud og få nogle gode oplevelser,” fortæller Rune.

Til dagens arrangement ligger fokus i det sociale, og at man skal have det sjovt.

”Det er fedt at folk kan komme og have en lille konkurrence og have det sjovt. Så har man noget at snakke om, når man bagefter får en øl eller sodavand og nyder det gode vejr,” siger Peter.

”Det er et arrangement, der måske kan lokke nogle folk til, som vi ikke ser til andre ting,” tilføjer Rune.

Men hvordan kan det være at de to bestyrelsesmedlemmer ikke selv skal køre med om sejren?

”Skavanker,” lyder det smilende fra Peter.

”Jeg er gammel” fortæller Rune, mens begge begynder at grine.

Inde i hallen er der tæt kapløb mellem bil 1 og bil 4 om førstepladsen. Efter en time er det dog bil 1 med Kristian, Oscar, Kim og Rasmus, der tager sejren.

”Det føltes rigtig godt at vinde. Det var en god kamp vi havde derinde,” fortæller Kim

”Ja, det var nu nemt nok. Vi var foran med en omgang efter først runde”, lyder det smilende fra Oscar.

De fire unge mænd er enige om at håneretten må stå til troende helt indtil Skiveegnens LandboUngdom afholder gokart-arrangement igen.

”Det er lige så meget fællesskabet i arrangementet”
Da den sidste pølse er afsat, kan grillen slukkes, og kort efter begynder folk så småt at bevæge sig hjemad. Michael, der har været tovholder på dagens arrangement, er også meget godt tilfreds.

”Det er sgu gået meget fint. Jeg har stået for at arrangere det herude og få styr på diverse madvarer og så videre. Det er et rimeligt nemt arrangement at arrangere,” fortæller Michael.

Michael har det også fint med, at det ikke var hans hold, der løb med sejren.

”De fortjente vel sejren”, lyder det smilende fra Michael.

”Jeg er her ikke kun for konkurrencen. Det er lige så meget fællesskabet i arrangementet,” tilføjer Michael.

Forrige LandboUngdom er unge på landets stemme ved Folkemødet på Bornholm

Annoncer