Grindsted Landbrugsskole kæmper til skole-DM i pløjning

Fredag er seks skoler mødt op til Ravnholdt Gods på Fyn for at dyste i skole-DM i pløjning. Blandt tilskuerne er undervisere og elever.

Vejrudsigten lovede regn, men denne fredag er skyerne endnu tørre, da årets skole-DM bliver skudt i gang klokken 9.35.

Der er i alt seks skoler med fire deltagere på hvert hold, som dyster om guldet i dag.

Og en af dem, der kæmper om guldet, er 16-årige Markus Sørensen fra Grindsted Landbrugsskole.

Da LandboUngdom møder ham første gang, har han og holdet netop færdiggjort første del af dagens disciplin: flækningen.

”Vi kunne godt have gjort det lidt mere lige,” siger Markus Sørensen, som dog endnu ikke har mistet modet.

Skævt fra start
På den anden side af banen, bag et blåt hegn, står Jens Ulrik Hansen og følger sine elever nøje.

”Nu er det op til dem at præstere, for jeg må ikke tale med dem under konkurrencen,” siger Jens Ulrik Hansen, der er underviser på Grindsted Landbrugsskole.

Han er dog ikke meget for at afsløre, hvordan han har klædt sine fire elever på til dagens konkurrence – der skulle nødigt være nogen af de andre undervisere, der kender hans taktikker, forklarer han med et smil.

Ud over at observere sine fire elever bevæger han sig også rundt til de andre skoler for at se, hvordan konkurrenterne klarer sig.

”Vi kom lidt skævt fra start, men de kan stadig nå at komme igen i de andre discipliner,” siger han.

Gode chancer
Lidt længere henne ad den mudrede vej står Johanne Kruse Pedersen med sine klassekammerater og holder et stort banner, hvor der står: ”Kom så Grindsted Landbrugsskole”.

De er alle mødt op for at heppe på Markus Sørensen og holdet.

Og hvis Landbrugsskolen hiver sejren med hjem, har rektoren lovet en kasse øl til næste torsdagsbar, så derfor er Johanne Kruse Pedersen også ekstra spændt på, om hendes klassekammerater tager guldet med hjem til Grindsted.

”Chancerne skulle være ret store i år, for vi har samlet et godt hold,” siger hun.

Kæmper til det sidste Regnen, som vejrudsigten havde lovet, er nu kommet, og tilskuerne er så småt begyndt at søge læ i plovkroen, hvor der også bliver serveret frokost.

Imens færdiggør skolepløjerne det sidste, mens dommerne går rundt og noterer elevernes arbejde.

”Vi ligger i hvert fald ikke på sidstepladserne – så bliver jeg forbavset,” siger Jens Ulrik Hansen og fortsætter:

”De har kæmpet til det sidste, og det er dejligt at se, hvor godt de samarbejder.”

Mindre tilfredse er eleverne, der ser skuffede ud.

”Vi kom skidt fra start og lavede nogle fejl,” siger Markus Sørensen.

Afgørelsen
Til Markus Sørensens skuffelse blev det ikke til guld til Grindsted Landbrugsskole.

Der var ellers gjort plads til pokalen på hylden på Landbrugsskolen, fortæller Jens Ulrik Hansen.

Til gengæld fik eleverne en flot fjerdeplads.

”Jeg er fandme skuffet,” siger Markus Sørensen.

Holdet fik dog topkarakter i samarbejde, og det er Markus Sørensen stolt over.

”Vi snakkede sammen og prøvede ting af sammen, men det var desværre ikke nok til en podieplads,” afslutter han.

Se dagens resultater her.

Forrige Unge deltagere valfarter til DM i pløjning

Annoncer