Høje skud og flyvende lerduer: Sydjysk LandboUngdom afholdt arrangement på skydebanen

Mandag d. 19. maj afholdt Sydjysk LandboUngdom arrangement hos Ribe Jagtforening. De fremmødte prøvede kræfter med lerdueskydning, mens de selvfølgelig hyggede sig og havde det sjovt.

Mellem marker og træer uden for Ribe kan man høre lyden af flere skud. Det er ikke usædvanligt, når man befinder sig på Ribe Jagtforenings anlæg for enden af Skydebanevej. Mandag d. 19. maj er en gruppe LU’ere taget med Sydjysk LandboUngdom til lerdueskydning hos jagtforeningen.

Inspireret af klassens mange jægere
”Vi tænkte, at vi skulle lave et lidt anderledes arrangement. Jeg fandt ud af, at mange fra min klasse har fået jagttegn, og så tænkte jeg, at vi skulle prøve at tage herud,” forklarer Lykke Krupa, der er formand i Sydjysk LandboUngdom.

Lykke ser dagens arrangement som en social begivenhed, der kan samle folk, så de kan hygge sig og have det sjovt.

”Jeg håber, at det er en god mulighed for at mødes og lære hinanden at kende. Så kan man også komme ud og prøve en fritidsinteresse. Der er nogle, der er kommet helt fra Gråsten, så det er fedt, at vi kan samle folk på den måde,” fortæller Lykke Krupa.

Selv har Lykke ikke den store erfaring med skydningen og det krævede også lidt overtalelse fra Ribe Jagtforenings instruktør at få Lykke til at afgive skud mod de flyvende lerduer.

”Det var ikke så slemt, som jeg troede, men det var da meget sjovt,” fortæller Lykke Krupa.


Fedt at skyde lerduer
Klaus og Mathias er blandt dagens fremmødte. Mathias har ikke jagttegn, men det har Klaus.

”Jeg er kommet for at udøve nogle evner, der ikke er blevet holdt ved lige, og så også for at komme ud og mødes med nogle, jeg kender og mærke det gode fællesskab,” fortæller Klaus.

Klaus håber også, at nogle af dem, der ikke har jagttegn, kan se det sjove i at skyde lerduer, og at arrangementet kan vække interessen for at tage jagttegn hos nogle.

”Jeg synes, at det er megafedt. Jeg har ikke taget jagttegn endnu, fordi jeg har haft nogle skavanker, men det skal jeg i hvert fald have taget, så jeg kan komme ud og skyde nogle lerduer – og forhåbentlig også nogle rigtige dyr,” lyder det fra Mathias.

Begge to synes, at dagens arrangement har været sjovt, så de er meget tilfredse med den idé, der har været til et lidt anderledes arrangement.

”Det er en pissefed idé. Det er sgu godt!” fortæller Mathias.

Blevet en dyr sport
Dagens instruktør fra Ribe Jagtforening Henry Bruun synes, at de fremmødte LU’ere har klaret opgaven med at skyde lerduer flot.

”Det har været en fornøjelse. Nogle har været nervøse, og andre har haft styr på det, men de har alle klaret det godt,” fortæller han.

Henry Bruun understreger også, at LU’erne er meget velkomne igen, hvis de har fået blod på tanden i forhold til lerdueskydningen.

”Nogle er måske blevet bidt af det, og så er de velkomne til at komme igen eller melde sig ind i jagtforeningen, men de skal nok have nogle penge op af lommen, for det er efterhånden blevet en dyr sport,” siger Henry Bruun.

Forrige Odder-Skanderborg bød et helt nyt medlem velkommen til traktortræk i Boulstrup

Annoncer