I sommerregnen blev man klogere på spinat og kartofler, da Morsø LandboUngdom afholdt markvandring i Skive

Tirsdag den 24. juni afholdt Morsø LandboUngdom markvandring på Krarupgaard, der ligger lige uden for Skive. Her trodsede 40 personer regnen for at blive klogere på Krarupgaards planteproduktion.

Et lille stykke uden for Skive var omkring 40 nysgerrige mennesker dukket op for at høre mere om Krarupgaards planteproduktion. Morsø LandboUngdom havde i dagens anledning sneget sig væk fra Mors for at afholde dagens markvandring.

Dagens arrangement startede i læ for sommerregnen i en af Krarupgaards haller. Her bød Morsø LandboUngdom velkommen og introducerede Martin Jacobsen, der ejer og driver gården.

Martin fortalte kort om produktionen på gården, som han har drevet de sidste fire år, efter han overtog den fra sin far. Martin fortalte desuden, at han håber at kunne skabe en faglig dialog med de fremmødte, så det ikke bare er ham, der skal fortælle, men at andre også gerne må dele deres erfaringer.

Lige som markvandringen skulle til at begive sig uden for hallen, startede regnen for alvor. Det satte dog ikke en stopper for noget. Deltagerne fordelte sig ud i biler og startede med at køre cirka 300 meter væk fra Krarupgaard. Første stop på markvandringen var ved en mark med vårbyg og rødkløver. I silende regn fortalte Martin bl.a. om rødkløveren, der skal bestøves af humlebier. Under snakken om rødkløver klarede vejret op, og det holdt tørt resten af markvandringen.

På den anden side af vejen ligger en kartoffelmark, hvor der dyrkes spisekartofler. Her fortalte Martin om, hvordan det er at dyrke spisekartofler, som man bl.a. løbende kan smagsteste og prøve at bage eller koge. Derudover gik snakken om ukrudtsbehandling og skimmelbehandling.

Herefter gik turen ud i bilerne igen, da der skulle køres et par kilometer videre til Martins spinatmark. Her fortalte Martin om udfordringerne ved at dyrke spinat, hvor han i øjeblikket har problemer med raps, der dukker op på marken.

Fint at komme væk fra øen
Efter to timer på tur rundt i markerne gik turen tilbage mod Krarupgaard, hvor der stod pølser og sodavand klar til deltagerne.

Her havde Karl Kjelstrup, der er formand for Morsø LandboUngdom, været med til at grille pølser, mens markvandringen stod på.

Karl håber, at dagens forsamling – ud over det faglige – også mærker fællesskabet i lokalforeningen.

”Jeg håber selvfølgelig, at man mærker det gode fællesskab, som vi altid har, når vi er på besøg. Så håber jeg, at man får noget faglig viden og kommer rundt og ser en ejendom, der ikke ligger på Mors,” fortæller Karl.

Dagens besøg ligger cirka 30 kilometer fra Mors, men det er også fint med et arrangement, der ligger lidt væk.

”Nu er Mors jo ikke så stor, så vi har været på mange ejendomme på øen. Derfor er det også fint at komme lidt væk. Her er en lidt anden jordtype og nogle lidt andre forhold, men ellers er det stort set det samme,” fortæller Karl.

En faglig dag med folk i alle aldre
Mens man får sig noget at spise og drikke, er der også mulighed for at kigge på nogle af gårdens maskiner. Derudover er der stadig mulighed for at få sig en snak med de andre fremmødte eller med Martin Jacobsen.

28-årige Martin Jacobsen synes, at det har været en fornøjelse at vise sit landbrug frem.

”Det har været rigtig godt. Det har været godt organiseret fra LandboUngdoms side, og det har været en god faglig dag med folk i alle aldre,” fortæller Martin.

Martin håber, at deltagerne er blevet klogere på, hvordan Krarupgaard driver sit landbrug.

”Vi håber jo, at man får et indblik i, hvordan vi gør tingene. Det er ikke nødvendigvis, fordi vi gør det hele rigtigt, men det giver måske én idé eller to, man kan bruge. Det er det, vi håber på,” fortæller Martin.

Der har ikke været de store udfordringer med at afholde dagens arrangement – selvom nogle godt kunne have ønsket sig bedre vejr.

”Vi har haft dårligt vejr, men det er vist også det eneste, der har været udfordrende,” fortæller Martin.

 

Forrige Vestjysk LandboUngdom tog til fodboldgolf med ’aussie boots’ i blæsevejr

Annoncer