På under et år har LandboUngdom hævet medlemstallet med mere end 900 medlemmer. Medlemstallet, der nu tæller over 5200 unge, er resultatet af det hårde arbejde, der er lagt i hele organisationen.
Når LandboUngdom går på sommerferie er det med armene over hovedet, for foreningen rider på en bølge af succes. I september sidste år præsenterede foreningen det højeste antal medlemmer i 15 år, men på mindre end et år er antallet steget med over 20 %. En stigning på 900 medlemmer betyder, at LandboUngdom går sommeren i møde med et medlemstal på 5200 – det største i 18 år.
De gode resultater er udtryk for den strategiske udvikling, foreningen har iværksat gennem flere år. Nye regionale og lokale strategier, et højnet aktivitetsniveau og øje for diversiteten sikrer, at LandboUngdom fortsat skaber fællesskaber for unge på landet.
Benhårdt arbejde og drift
Det høje medlemstal kommer ikke af sig selv, og i LandboUngdom er der ingen tvivl om, at årsagen findes i nye tiltag og især en solid indsats hos både lokalforeninger, regioner og i landsorganisationen. Der er arrangeret flere aktiviteter, oprettet nye udvalg og skabt udviklende forløb for organisationens medlemmer.
”Det er resultatet af benhårdt arbejde i hele organisationen. Vi har de seneste par år udviklet en masse nye projekter og initiativer. Og de seneste 12 måneder har vi sat alt ind på at drifte og implementere de nye tiltag. Der er kun én vej frem, og det er ved at gøre det bedre hver dag,” siger Niels Skovgaard, formand for LandboUngdom.
Den ambitiøse ungdomsorganisation har ikke kun været god til at anskaffe nye medlemmer, men også til at fastholde de eksisterende medlemmer og højne frivilligheden blandt medlemmerne.
”Jeg plejer at sige, at det er aktiviteter, der tiltrækker medlemmerne, men det er fællesskabet der fastholder. Rigtig mange bliver medlem for at deltage i de forskellige arrangementer i hele landet. Men det er fællesskabsånden, der for alvor sørger for at man bliver ved med at være medlem i LandboUngdom år efter år,” fortæller formand Niels Skovgaard.
LandboUngdom er en frivillig forening, der arbejder for at fremme fællesskab for unge på landet gennem aktivitet og udvikling.
Organisationen arrangerer sociale, faglige og udviklende aktiviteter samt arbejder for bedre vilkår for alle unge på landet på tværs af køn og faggrupper.