LandboUngdoms Politiske Udvalg (LUPO) er klar med ny visionsvideo

Afspil video

LandboUngdoms Politiske Udvalg offentliggør kampagne om deres visioner og ambitioner for unges fremtid på landet. Budskabet er klart: Unge vil landet og en grønnere fremtid, og det kræver handlinger.  

“Der er ingen andre steder, jeg hellere ville bo”, lyder starten på den video, LandboUngdoms Politiske Udvalg netop har offentliggjort. Med lyden af fuglefløjt og glimt af grønne marker afspejler videoen høje ambitioner for unges fremtid på landet og i landdistrikterne. 

”Vi er et stort og stærkt fællesskab af unge, som vil landet. Vi vil skabe en bæredygtig fremtid, men vi kan kun gøre det sammen,” siger Kristina Laursen, formand for LandboUngdoms Politiske Udvalg.  

Unge vil selv skabe deres fremtid 
I LandboUngdom er de unge landmænd bevidste om deres egen rolle. De vil skabe en fremtid for unge på landet, der er både bæredygtig og attraktiv.  

De unge fødevareproducenter bærer hver dag et ansvar for at skabe en mere klimavenlig fremtid for Danmark og resten af verden. Et ansvar, som de bærer videre i deres politiske arbejde til gavn for alle, der arbejder og bor på landet. 

Et vigtigt budskab er nemlig, at en grøn fremtid byder på forbedringer for alle, og at man skaber de stærkeste bæredygtige resultater sammen. 

  

Opfordrer til langsigtede og sammenhængende løsninger 
Samtidig er kampagnen en opfordring til politisk handling, og LandboUngdoms Politiske Udvalg fremlægger konkrete bud på temaer og tiltag, der skal gøre det mere attraktivt at bosætte sig uden for byerne.   

Forbedret infrastruktur, gode etableringsmuligheder og styrkede forudsætninger for innovation er kun et udpluk af de tiltag, som de unge efterspørger. Det står klart i både videoen og hos medlemmerne, at løsningen ikke skal findes i sporadiske tiltag, men i en strategisk funderet helhed. 

“Vi har brug for langsigtede, sammenhængende og forpligtende målsætninger for landet og landdistrikterne,” siger Niels Skovgaard, formand for LandboUngdom.  

 LandboUngdoms Politiske Udvalg (LUPO) går forrest i det politiske arbejde i LandboUngdom, en ungdomsorganisation, der arbejder for bedre vilkår og større fællesskab for unge på landet. Udvalget er sat i verden for at præge den politiske dagsorden til fordel for organisationen og dens medlemmer.  

En stor tak til sponsorerne, der har gjort det muligt at skabe denne video: Viking, DLR Kredit, Travel to Farm, Kvia, Landia, Landbrug og Fødevarer, Case IH og New Holland Agriculture. Også en stor tak til Jens Eskildsen, som har udlånt gård og smukke omgivelser til optagelserne. 

Forrige LandboUngdom fortsætter den bragende udvikling – største medlemstal i 18 år

Annoncer