Nye malkerobotter og pølser på grillen

Der var både grillpølser, maskiner og Lely-robotter til Vestjysk LandboUngdoms arrangement. Landmand Jørgen Kaasgaard viste tirsdag aften sit landbrug frem til nysgerrige gæster.

Det ligner noget fra en krimifilm, da vi træder ind i stalden. 70 gerningsmænd er pakket ind i DNA-dragter og plastiksko for at sikre levende beviser. Heldigvis er årsagen ikke mord, men hygiejne.

Ned ad en landevej syd for Videbæk har Vestjysk LandboUngdom stillet an med bordebænkesæt og gasgrill. Mørket har blot sænket sig, men lyset fra stalden og stuehuset gør det let at finde vej. På gårdspladsen holder bilerne tæt. Aftenen står på gårdbesøg ved landmand Jørgen Kaasgaard, og godt 70 mennesker er mødt op for at opleve Jørgens landbrug.

”Det er et kvæglandbrug med 340 sortbrogede køer, som vi malker med robotter. Det er de nye Lely Astronaut, som vi fik i november 2024. Vi er meget glade for dem, men vi bøvler dog stadig lidt med den ene robot,” fortæller han.

Jørgen har drevet landbruget siden 2007, hvor han overtog det fra sin far.

Lærerige indblik
Der står tre papkasser med beskyttelsesdragter i indgangen til stalden. One size deles rundt til alle, og en af pigerne forsvinder helt i det hvide stof.

Jørgen forklarer, at det er for ikke at tage noget skidt med ind til køerne og sikre, at man ikke får noget skidt med hjem.

Tre hvide dragter står og snakker inde på staldgangen.

”Er det de blå eller hvad?” spørger en ung fyr en anden, mens de forsøger at kortlægge, hvilken malkerobot han har derhjemme.

Midt i sammenligningen fortæller de, at det især er den delte interesse for landbruget, der driver dem til arrangementet. 

”Det er spændende at komme ud og se, hvordan andre driver deres landbrug og snakke med andre unge. Jeg tror, at fremtiden er robotter,” fortæller Per Villumsgaard Lauridsen på 22 år. Han er taget til arrangementet med nogle kammerater fra landbrugsskolen.

Vennerne nikker i enighed.

”Det er hyggeligt med fællesskabet. Vi kender hinanden alle sammen, og så er det fedt at se noget andet landbrug,” siger vennen Christian Damgaard og kigger op i loftet.

”Vi stod lige og var lidt fascinerede af de der 3D-kameraer, der hænger over køerne.” siger han.

Valg på hjernen
De mange fremmødte går stille rundt og kigger på produktionen. De røde Lely-robotter tager roligt en ko ad gangen. Køerne kender selv rækkefølgen til malkning og går ind til robotterne, når det er deres tur. Hvis ikke de er malkeklar, bliver de lukket ud igen.

Her en uge før valget fylder landbrugsdebatten også i krogene. Det er noget, der påvirker de unge landbrugere. Blandt andet Christian Damgaard på 18 år er ked af, hvordan debatten udfolder sig.

”Jeg er træt af den skævvridning, der er i debatten. Jeg synes slet ikke, at de hører, hvad vi siger. De har set sig helt blinde på det her ’svinevalg’. Det er en gang valgflæsk at vælge 2% af befolkningen og udskamme dem som dyremishandlere og miljøsvin. Det er jeg lidt ked af,” siger han oprevet.

Per Villumsgaard Lauridsen bakker ham op.

”Det er svært at undgå at blive påvirket. Jeg synes, der mangler lidt virkelighed i deres snak. Politikerne ved ikke, hvad der foregår herude,” fortæller han.

Produktion og politik
På gården kan Jørgen mærke de politiske tiltag, der allerede er lavet. De 3D-kameraer, som drengene spottede i loftet, hænger over foderbordet for at tracke køernes vægt, og hvor meget de spiser og producerer. Simpelthen for at få den mest ydedygtige ko med det laveste CO2-aftryk.

Selv bliver han dog ikke påvirket så hårdt af aftaler som den grønne trepart.

”Jeg har solgt 12 hektar til en jæger. Så var jeg ligesom af med det. Og så rammer det noget lejejord. Det er begrænset, hvad vi mister, men vi bliver selvfølgelig reguleret på gødning,” fortæller landmanden.

Gasgril og pølser på en trailer
Efter godt en times kig i stalden bevæger aftenen sig over i laden. Beskyttelsesdragterne lynes ned, og de 70 gerningsmænd bliver igen til unge LU’er, der bare skal have grillpølser og snak.

Borde og bænke er sat op blandt maskiner og værktøj, og bestyrelsen i Vestjysk LandboUngdom står trofast og vogter grillen ved porten ind til laden.

Mathias Jørgensen, der har stået for arrangementet, er godt tilfreds.

”Det er gået rigtig godt og et stort fremmøde. Det er man jo altid lidt nervøs for,” siger han med et smil.

”Vi vil gerne give mulighed for at komme rundt og se nogle forskellige ejendomme og skabe noget inspiration til hverdagen. Det virker til, at folk har fået noget ud af det,” tilføjer han.

Forrige Unge over hele landet griller politikere og pølser

Annoncer