Det er blevet nemmere og mere effektivt at søge efter job på jobstafet.dk, der er LandboUngdoms portal for job i landbruget.
Jobstafet lancerer onsdag en helt ny portal, der gør det nemmere og mere effektivt at søge efter job i landbruget og i fødevaresektoren. Et optimalt match mellem arbejdsgiver og jobsøger er vigtigt i en branche med mangel på arbejdskraft.
“Vi er stolte af at kunne lancere en hjemmeside, der lever op til de store krav arbejdsgivere og jobsøgere har. Vi har gjort os umage, og vi glæder os til at se effekten ude i virkeligheden,” siger Christina Bentzen, der er HR-konsulent og projektleder på nyt jobstafet.dk.
En undersøgelse fra SEGES viser, at flere end hver femte landmand i første halvår af 2018 oplevede, at de var begrænset i deres virksomhed på grund af manglende adgang til arbejdskraft. Og manglen på arbejdskraft er stigende.
“Jobsøgere kan tillade sig at stille krav, og arbejdsgiverne er mange steder hungrende efter kvalificeret arbejdskraft. Jobstafet skal understøtte behovene fra begge sider og skabe de bedst mulige matches i branchen,” siger Christina Bentzen.
Jobstafet er Danmarks største jobportal inden for landbruget og ejet af organisationen LandboUngdom. Overskuddet fra forretningen går til at støtte det frivillige foreningsarbejde.
Besøg siden: jobstafet.dk
Nye muligheder
Det nye jobstafet.dk er gjort mere stilrent og moderne i forhold til den tidligere hjemmeside, og det er meget nemmere for brugere at finde rundt og få opfyldt sine behov. Også på mobil og tablet.
Samtidig er der blevet tilføjet en lang række funktioner, som gør vejen til drømmejobbet kortere. Når man søger efter job, kan man søge meget specifikt både geografisk og i forhold til produktionstype. En bruger kan ikke blot filtrere jobs ud fra kvæg, svin, planteavl osv., men nu også vælge for eksempel fårestald, malkekvæg eller frøavl.
Jobsøgeres mulighed for at oprette et effektivt CV, som arbejdsgivere kan se, er også blevet betydeligt forbedret.
Stor tilfredshed blandt testbrugerne
Jobstafet.dk er blevet testet inden lancering, og testbrugerne var meget positivt stemt over for den nye hjemmeside.
“Designet er lækkert, og der er kommet en meget bedre filtrering, når man skal søge efter sit drømmejob. Man kan starte meget specifikt og så udvide sin søgning, indtil der er et match. Jeg vil helt sikkert anbefale jobstafet.dk til andre jobsøgere og arbejdsgivere,” fortæller 29-årige Kristian Alexandersen, der besøgte det nye jobstafet.dk som jobsøger.
Arbejdsgiver Pernille Grafh fra Thybjerggaard har også et positivt indtryk af hjemmesiden.
“Jeg synes, sitet er overskueligt og nemt at finde rundt i. Jeg kunne fint oprette opslag uden problemer, og det er dejligt, at man kan specialisere sin søgning ud fra mange kriterier, når man søger rundt i de forskellige CV’er,” siger Pernille Grafh fra Thybjerggaard.
Jobstafet indeholder udover hjemmesiden en HR-rådgivningsafdeling, hvor både jobsøgere og arbejdsgivere kan få professionel assistance.