Temaaften om generationsskifte i Viborg: “Det er meget aktuelt lige nu”

På Almindkloster Landbrugsskole i Viborg blev der tirsdag aften afholdt temaaften om generationsskifte og etablering i landbruget – arrangeret af Viborg-Kjellerup Landbongdom.

De røde, polstrede klapsæder i auditoriet på Almindkloster Landbrugsskole var tirsdag aften fyldt til sidste plads. Her havde Viborg-Kjellerup LandboUngdom inviteret til en temaaften om generationsskifte og etablering i landbruget – en aften med fokus på opstart, udvikling og fremtidens muligheder.

Arrangementet blev afholdt i samarbejde med Landboforeningen Midtjylland, HBL og Viborg/Kjellerup LandboUngdom. Ifølge Kathrine Stenholt Sørensen, bestyrelsesformand i Viborg-Kjellerup LandboUngdom, har idéen været længe undervejs.

Formålet var at samle unge landmænd, der har valgt forskellige veje ind i erhvervet, og lade dem dele deres erfaringer – suppleret af eksperter, som kunne give indsigt i, hvilke faldgruber og muligheder man møder på vejen mod at etablere sig, forklarer hun:

“Generationsskifte er meget aktuelt lige nu – der er mange ældre landmænd, og mange unge landmænd der gerne vil ind, så det er meget aktuelt i forhold til, hvordan man får etableret sig bedst,” siger hun.

Tætpakket program
Aftenens oplæg gav et skarpt og nuanceret indblik i virkeligheden bag et generationsskifte. Adrian Guldager Brink, uddannet landmand og jordbrugsteknolog, fortalte om sin igangværende overtagelse af en gård og flytningen fra Karup by. Han beskrev både de praktiske udfordringer og de langsigtede drømme, der driver projektet.

Ole Sejersen fra Sejersen Agro fortalte om fem års selvstændig svineproduktion på bedrifter mellem Skive og Viborg og om sine ambitioner for fremtiden – både en udvidelse af produktionen og ønsket om at overtage forældrenes gård om ti–15 år.

Herefter fulgte de rådgivende oplæg.

Vivi Ruseng Hansen fra Beierholm gennemgik nøglerne til en vellykket overtagelse: virksomhedsstruktur, skat, pensionsplanlægning og strategier for at købe sig ind gradvist.

Fra den finansielle side gav Svend Vestergaard og Esben Friis Jakobsen fra Vestjysk Bank konkrete værktøjer til, hvordan unge landmænd bedst forbereder sig til bankdialogen og skaber et stærkt økonomisk udgangspunkt.

Marie Laursen, som også sidder i bestyrelsen i Viborg/Kjellerup LandboUngdom, håber, at deltagerne gik hjem med nye tanker:

“Jeg håber at folk får nogle perspektiver på, hvilke baner man skal tænke i, og hvad man kan gøre anderledes. Der er mange forskellige måder at gøre det på,” siger hun.

 


 


 

Forrige Spa, samvær og sammenhold: Pigearrangement blev et hit i Odder-Skanderborg LandboUngdom

Annoncer