Årets Lokalforening 2026 er kåret

De hører ikke til blandt de største, men de slår medlemsrekord år efter år. Lørdag den 26. september blev Favrskov LandboUngdom hædret for deres evne til at skabe fællesskab.

Størrelsen siger ikke nødvendigvis noget om gørelsen. Det er Årets Lokalforening 2026 et godt eksempel på. For mens Favrskov LandboUngdom hører til blandt de mindre lokalforeninger, er den vokset år efter år.

Samtidig har den gjort sig bemærket ved at skabe et stærkt fællesskab, der inkluderer alt fra sygeplejersker til frisører og landmænd. En udvikling formand Nikolaj Rasmussen er stolt af, fortæller han.

”Det betyder meget for os, at der er plads til forskellige mennesker i foreningen. Man skal kunne komme, som man er, møde andre og være en del af fællesskabet. Det er fedt, at andre anerkender os for netop det,” siger han.

Lille økonomi, men stort engagement
Favrskov LandboUngdom har ikke et stort traktortræk til at fylde foreningskassen. Derfor har de været nødt til at tænke anderledes. De agerer blandt andet parkeringsvagter og står bag grillen til arrangementer for andre foreninger og virksomheder. Samtidig har de arbejdet målrettet på at få lokale sponsorer med ombord.

”Vi har ikke mange midler at gøre godt med, så vi har været gode til selv at finde alternative indtægter. Vi har fået flere sponsorer, og så tilbyder vi vores arbejdskraft, hvor der er brug for den. På den måde tjener vi penge, som vi kan bruge på aktiviteter for medlemmerne,” siger næstformand Claus Frederiksen.

Spørger man ham, hvad andre lokalforeninger kan lære af Favrskov LandboUngdom, handler det ikke først og fremmest om økonomi. Det handler om at holde døren åben.

”Mit bedste råd til andre lokalforeninger er at holde fast i åbenheden og se det som en styrke, at vi er forskellige. Vi har både drenge og piger og medlemmer med vidt forskellige erfaringer. Nogle kommer for det faglige, andre for festerne eller fællesskabet. Der skal være plads til alle,” siger han.

Forrige To kandidater melder sig til formandsposten i LandboUngdom

Annoncer

Hvem er vi?

LandboUngdom er den største ungdomsorganisation for unge på landet og i landbruget med 47 lokalforeninger fordelt i hele landet og med flere end 7000 medlemmer. Vi skaber aktivitet, udvikling og en tro på fremtiden for unge, der bor og lever på landet.