Bag portene hos A.E. Maskiner

Omkring 120 gæster kiggede forbi, da A.E. Maskiner åbnede dørene til deres værkstedshaller på Bronzevej i Randers. Virksomhedsbesøget var arrangeret i et samarbejde mellem Favrskovegnens, Randersegnens og Sydøstdjurs’ LandboUngdom. Gæsterne fik mulighed for at komme helt tæt på de store maskiner, høre virksomhedens historie og få et indblik i hverdagen hos en markant aktør inden for salg og reparation af entreprenørmaskiner.

Et dæk på størrelse med en mindre bil. En hjullæsser med en frontskovl så stor, at den uden problemer kunne rumme en håndfuld voksne mænd. Svimlende høje lagerreoler med reservedele og udstyr. Da portene blev åbnet til maskinernes maskinrum i Randers var det stort i ordets bogstavelige forstand.

Store maskiner, store smil

Aftenens første time bød på fri leg i de store haller. Gæsterne kunne nærstudere de store maskiner på klos hold og sågar også bestige nogle af dem for at få et kig ind i førerhusene. Værkstedshallerne bugnede af reservedele, specialværktøj og maskiner under klargøring, hvilket bragte smil frem på manges læber.

En af dem var Simon Kragh Larsen fra Jammerbugts LandboUngdom. Han havde taget turen til Randers for at få stillet sin nysgerrighed:

”Jeg havde hørt meget om virksomheden. De sælger nogle store maskiner, særligt Volvo-maskinerne har jeg hørt om. Det er fedt at få stillet sin nysgerrighed og opleve det hele i virkeligheden.”

Senere på aftenen samlede alle sig til en præsentation af virksomheden. Her fortalte et par af virksomhedens sælgere om virksomhedens udvikling fra opstarten og til i dag, hvor de sælger omkring 200 maskiner om året.

En virksomhed i vækst

For de mange gæster gav besøget således også et indblik i en virksomhed, som har været i rivende udvikling. A.E. Maskiner blev grundlagt i 2010 og beskæftiger i dag omkring 60 medarbejdere. Virksomheden arbejder med køb, salg og service af entreprenør- og landbrugsmaskiner og har gennem årene markeret sig som en af områdets succesfulde erhvervsvirksomheder.

Virksomheden har modtaget hele 10 af Børsens Gazelle-priser, og sidste år blev de også hædret med Randers Kommunes Erhvervspris for blandt andet et stort fokus på medarbejdere og lærlinge.

I lære som entreprenørmekaniker

Aftenen gav også mulighed for at møde nogle af dem, der har deres daglige gang på stedet. To af dem var LU’erne Anders Friis Busse og Lauritz Skov Pedersen, som begge er i lære hos A.E. Maskiner som entreprenørmekaniker.

Anders Friis Busse var aldrig i tvivl om sit valg af uddannelse:

”Jeg har altid vidst, at jeg ville noget med maskiner. Min far er landbrugs-maskinmekaniker. Når man er vokset op ude på landet, er det jo nærliggende. Det er fedt at være i lære herude, fordi man får lov til at prøve en masse forskelligt.”

Lauritz Skov Pedersen kunne ikke være mere enig.

”Min far er landmand, så jeg har kørt traktor hele min barndom. Det var oplagt, at jeg skulle lave noget med maskiner. Det er fedt at se, at der er så stor opbakning til et arrangement som dette.”

Tættere på branchen

De mange gæster fik ikke blot et indblik i en prisvindende virksomhed i vækst, men også mulighed for at komme helt tæt på de maskiner, mennesker og kompetencer, som driver branchen fremad.

For nogle var aftenen en chance for at blive klogere på en potentiel karrierevej. For andre handlede det mindst lige så meget om at mødes med venner og spise en grillpølse, som der på LU-traditionel vis blev disket op med.  

 

Annoncer

Hvem er vi?

LandboUngdom er den største ungdomsorganisation for unge på landet og i landbruget med 47 lokalforeninger fordelt i hele landet og med ca. 8000 medlemmer. Vi skaber aktivitet, udvikling og en tro på fremtiden for unge, der bor og lever på landet.