Landskuepladsen i Herning dannede lørdag ramme om årets DM i traktortræk, hvor mere end 3000 mennesker fra alle afkroge i landet trodsede vandmasserne for at tage del i folkefesten.
“Forholdene har ikke været de bedste. Men vi har formået at holde jordbunden forholdsvis fast og afholde stævnet uden de store problemer,” siger Anders Visgaard, den ene af de to formænd i styregruppen bag DM i traktortræk.
Smilene var dog til at spore under tilskuernes paraplyer. Og efterhånden som dagen forløb, begyndte en tiltrænkt portion solstråler at tørre græsset på pladsen ved MCH Arena, hvor banen førhen måtte afdækkes, hvilket havde ført til mindre forsinkelser.
“Alt i alt har det være en succes. Vi har opnået, det vi ville – at skabe et arrangement for alle aldre. Folk, store som små, har haft det sjovt og fået en oplevelse. Og der er blevet langet øl over disken, selvom bygerne var en træls tilføjelse,” siger formanden.
Kvindelig kører løb med trofæ
Til stævnet var 93 deltagere fordelt efter hver deres vægtklasse fra 3,5 til 14 tons. Tre klasser i Farmklassen, fire i Landbrugsklassen og syv i Superstandardklassen. For hver klasse findes en danmarksmester, hvorfor i alt 14 trofæer var på spil.
En af de heldige modtagere af et trofæ var stævnets eneste kvindelige kører, Lone Borup Andersen fra LandboUngdom Himmerland. Hun beviste, at traktortræk langtfra er en disciplin forbeholdt drengerøve, da hun vandt DM i Landbrugsklasse 4 med sin John Deere 4450.
Af andre vindere var blandt andre Kenneth Nedergaard i Superstandardklasse 2 med sin Ford 8210, Thor Pedersen med sin ‘Old Smokey’ i Farmklasse 0 og Per Vinther Sørensen i Landbrugsklasse tog med sin Fiat 90-90.
Lokale kræfter bag arrangementet
Værtsskabet for DM i traktortræk går på tur mellem LandboUngdoms regioner, og i år var det LandboUngdom Region Midtvest, der stod bag arrangementet – stærkt hjulpet på vej af 100 frivillige og arrangementets hovedsponsor, Maskincentrum i Aulum samt Case IH, Kramp og 3M.
“Vi har alle fået en kæmpe oplevelse ud af det, selvom det var hårdt arbejde. At vejret drillede, var der ikke noget at gøre ved. Vi har hygget os de dage, at vi har stået for forberedelserne,” afslutter Anders Visgaard.
Hyggen fortsatte ud på aftenen og natten i nærliggende lokaler, hvor årets DM i traktortræk blev officielt afsluttet med en stor middag og efterfest for i alt 480 deltagere.
Fakta:
Det er første gang siden 2006, at DM i traktortræk er forbi Herning. Overskuddet fra stævnet fordeles blandt de seks lokalforeninger i regionen, hvor de bruges på nye, spændende aktiviteter for LandboUngdoms medlemmer.
Vindere:
Landbrugsklasse 0, René Lyngberg, Massey Ferguson 575
Landbrugsklasse 2, Per Vinther Sørensen, Fiat 90-90
Landbrugsklasse 3, Rasmus Gad, Fendt 615
Landbrugsklasse 4, Lone Borup Andersen, John Deere 4450
Superstandardklasse 0, Kim Christophersen, Zetor 8011 ‘Hunden’
Superstandardklasse 1, Dennis Myrhøj, Ford 8200
Superstandardklasse 2, Kenneth Nedergaard 8210
Superstandardklasse 3, Michael Just Mikkelsen, Fiat 1580 ‘Tyveknægten’
Superstandardklasse 4, Bjarne Christensen, John Deere 42405
Superstandardklasse 5, Mikkel Baltser, Case IH Red Thunder
Superstandardklasse 6 Rasmus Brøndum, John Deere 8530
Superstandardklasse 7 Rasmus Åkkerstrøm, New Holland T8.420
Farmklasse 0 Thor Petersen, Old Smokey
Farmklasse 1 Bent Rasmussen Skov, Volvo BM650 ‘Slikkehunden’
Farmklasse 2, Anders Visgaard, Ford TW 35