Uanset om ambitionen er at blive driftsleder eller selvstændig landmand, var der masser af inspiration at hente, da 140 unge fra produktionslederuddannelserne var samlet til LU og landbrugsskolernes karrieredag på Nordjyllands Landbrugsskole.
Hvordan er det at gå fra skolebænken og ind i et driftsleder-job med ansvar for 650 malkekvæg og otte medarbejdere? Hvilke usikkerheder er forbundet med at lede mennesker, der er ældre end en selv? Og hvordan balancerer man drift og administration?
Der var plads til både fordybelse, spørgsmål og workshops, da LU og landets landbrugsskoler 12. nov. afholdt karrieredag på Nordjyllands Landbrugsskole i Lundbæk. Formålet var, at de unge, kommende produktionsledere fik mulighed for at spare, netværket og få indsigt i, hvilke muligheder uddannelsen åbner i erhvervet.
Motiveret af mennesker og ansvar
To af de studerende, der var mødt op til dagens tætpakkede program, var henholdsvis Malene Merrild og Susanne Sterk fra kvæglinjen på Bygholm Landbrugsskole. Begge er de motiverede af at arbejde med mennesker, forklarer Malene Merrild:
”Der hvor jeg arbejdet nu, har jeg været med til at lære elever op. Og det gør mig virkelig glad at se dem vokse, motivere dem og skabe en god arbejdsplads,” siger hun og Susanne Sterk supplerer:
”Det er spændende at finde ud af, hvordan forskellige mennesker har brug for at blive mødt forskelligt og med forskellige tilgange og motivation,” siger hun.
Kvinder i et mandefag
En af dagens oplægsholdere er 23-årige Sofie Mosegaard, der er driftsleder på en malkekvægsbesætning ved Brørup. Hun fortæller om både sine overvejelser om karriere, arbejdsplads og om sine første erfaringer med ledelse i praksis, og netop de konkrete eksempler fra andre unge driftsledere er både tankevækkende og inspirerende, fortæller Malene Merrild:
”Det er jo altid lidt nervepirrende at forestille sig, hvordan det bliver at lede, så det er spændende at høre om andres udfordringer og blive bekræftet i, at det vi lærer på skolen kan omsættes i virkeligheden,” siger hun. Susanne Sterk bakker op:
”Jeg har ikke oplevet, at det endnu skulle være et problem at være kvinde i en mandebranche, men det er alligevel fedt at høre en ung kvinde, som man kan spejle sig i, fortælle om sin karrierevej,” siger hun.